Udsigten fra tredje sal var ikke just fængende på denne kolde, tågede dag i januar, og kun et par forblæste mågers hæse skrig og disede bilbaglygter tydede på liv i midten af det frosne København. Normalt ville de fleste kontoransattes blikke stirre længselsfuldt ud ad vinduerne og dernæst på væguret, der varsler fyraften engang ved femtiden.
Men på en kedelig mandag, hvor alle stadigvæk længtes efter dynernes varme derhjemme, fandt blikkene ingen frelse i den grå udsigt. Også omgangstonen på kontoret var skruet ned og var omtrent ligeså kølig som vejret. Småsarkastiske sidebemærkninger blev kastet skødesløst rundt i typisk mandagsirritation, og kontoreleven var som sædvanlig skydeskive for kollegernes frustrationer.

Den unge, acne-plagede mand, som troskyldigt sad og fugtede frimærker til de utallige breve i udbakken, lod sig ikke synligt påvirke af kontorets mandagsstemning. Umiddelbart virkede han skudsikker, og diverse drillerier og bemærkninger lod til blot at prelle af, mens han fortsat i et fast tempo besatte kuverterne med frimærker.
Dog ville en psykologikyndig hurtigt bemærke, at han langt fra var upåvirket på trods af hans ellers afslappede attitude. Hans ludende skuldre og vigende blik ville afsløre hans nervøsitet, men de kontoransatte var vist for opslugte af deres egen mandagselendighed til at tyde dette. Desuden ville de højst sandsynligt ikke kære sig synderligt om en kontorelevs velbefindende, når de selv var pressede og egentlig bare ville hjem til en kop kaffe og en fyraftenssmøg.

Kontoreleven, som var aldeles anonym i dette miljø, rettede sine gråblå øjne mod endnu en stak kuverter, der landede tungt i udbakken. Med blussende kinder undertrykte han et suk, da en spydig kommentar susede forbi hans øre som en kugle. Der kunne godt bruges en talekonsulent her i firmaet, men det var vist som så meget andet sparet væk. Ligesom kontorpersonalets evne til at huske hans navn. En bemærkning fra en kontormus, der spankulerede forbi bordet, ramte eleven i ansigtet endnu en gang. Selvbeherskelse var hans egentlige métier. Han ventede.

I det fjerne hørtes nu politisirener nærme sig, og telefonerne på tredje sal begyndte pludselig at kime. Forvirrede kontordamer talte hvinende ind i rørene, mens deres blikke fór rundt i lokalet. Politiet holdt nu lige nedenfor. De måtte have fået brevet. På få sekunder forvandlede mandagssløvsindet sig til papirer, der fløj rundt i lokalet og skræmte kontormus, der løb mod elevatorerne i deres høje hæle og ikke tøvede med at træde på hinanden for at være den første til at trykke på knappen. Med en nonchalant bevægelse rejste den anonyme kontorelev sig nu langsomt fra stolen og trak sin pistol. Et smil prydede hans læber, da det forfærdede kontorpersonale opdagede ham. Nu var det dem, der var skydeskive. Og en attentatmand var aldrig anonym. Aldrig.