Du fugter dine læber endnu engang, som rosenblade friske efter morgendagens dug, du er ungdommens evighed, som er i fuld flor uden at vide din tilstedeværelse af skønhed i verden. Morgen solen danser og danner skygger på dit drømmende ansigt, dagens triumf, mit alene, uden du selv ved det. Jeg ånder ud og prøver at fastholde dette billede af dig. Jeg ligger her, lammet af lyksalighed, omfavnet af alt det der indikerer dig, du er som et fremmet nyt spændende land for mig, hvor jeg kan farer vild af blot nye indtryk af det smukke som livet er, men samtidig viser du mig vejen hjem igen. Ind til den følelse som ligger dybt inde i et menneske og som kun nogen oplever, følelsen af genkendelse af alt hvad man er, følelsen af at man kan være forbundet uden at kunne give en forklaring. Men du ved intet, for mine ord er som tusind af farverige billeder af dig gemt inde under min hårde hinde af hud, som kun du kan trænge igennem. Men når du forlanger at jeg prøver at erklærer det for dig, forsvinder alt og bliver til en hård klump i halsen og et forpint stumt "Jeg ..kan lide dig". Dit ansigt prøver at skjule skuffelsen og fortvivlelsen, som skærer en fortrængt mine i dine øjne, mens dit blik prøver flygte væk fra virkeligheden og ud i aftenskærets spejling i vinduet.

Din duft har givet rummet livet tilbage, samt ført mig ind i din drømmende favn, hvor det er nok at blive mæt af hinandens tilstedeværelse.En kold sitrende følelse begynder at sprede sig fra mine fingerspidser i den hånd du holder så blidt i søvne.

Det gør mig bange, du, alt ved dig, det gør at jeg har lyst til at løbe og aldrig se tilbage, men det vil være som at flygte fra mig selv og fornægte det, som jeg frygter aller mest. Min sjæl er død for længst siden du tog mig ind og viste, hvad det vil sige at være menneske, som kan mærke, hvert åndedrag af hvert minut når dit blik hviler i mit, det er at leve uden at vide hvorfor.

Men det eneste jeg ikke kan give dig er de tomme ord, som du virkelig hungre efter at høre, jeg bliver stum, lammet af frygt. Jeg er ikke parat til at, give mig hen til dig og ikke kun dig, jeg er ikke klar til at vide alt det som du afslører omkring den person jeg er. Jeg kan vise dig alt, men ikke give min sjæl til dig endnu. Jeg ville ønske jeg var klar til at trække vejret for første gang, som et nyt menneske og sige det " J E G E L S K E R D I G"

Jeg ånder ind og knuger din hånd ind til mig, prøver at fremtvinge det men det forbliver under huden, dybt inde i mig.

"At elske er som at være bange for at trække vejret for sidste gang"