Min bedstes hus er et magisk sted. Et magisk hus. Med en magisk have. Når mor og far rejser, så er det her jeg er. En hemmelig verden jeg kan flygte til. Der er urtehaver, blomsterbed, store træer og buske med bær. Alle slags bær, som stikker på tungen og klistrer til ganen.
Der er også feer, trolde, nisser og flere dyr. Flere end i mors og fars og i naboens. Alfer med vinger. Katte med farvede striber og plettet pels. Fugle fra syden og flyveegern der springer fra gren til gren. Egern der bor i deres små huse med små dørmåtter og trapper.
Blomsterne er også anderledes. Med finurlige former og farver skyder de op som raketter på græsset grønne flade. De dufter sødt og surt og særligt. Jeg løber fra blomst til blomst for at dufte til dem alle sammen. Jeg vil ikke gå glip af noget i denne have. Blomsterne puster deres tryllestøv udover mig og pludseligt kan jeg tale med dyrene. Høre hvad vinden visker til bækken, som løber ned langs hegnet. Videre løber jeg gennem haven. Forventer overraskelser om hvert hjørne. Og overraskelser finder man. I bedstes have.
Når klokken nærmer sig fire holder jeg te selskab med nisserne. De har huer og kinder røde som tomater. Bagefter klatrer jeg til træets top for at besøge alferne. De er farvet i alverdens farver. Farver du ikke engang vil finde i mit penalhus. Glitrer som tusinde stjerneskud. De er mine venner og kalder mig til dem. De giver mig en krans af blomster til mit kernegule hår. Fletter det og kalder mig prinsesse. Prinsesse af haven. Haveprinsessen. Bedstes have er absolut den bedste have.
Og bedste selv går rundt og lurer bede. Med runde kinder og krummede fingre, der kender haven som tørklædets lomme. Siger at jeg skal passe på den gnavne muldvarp. Han bryder sig ikke om at blive forstyrret, så jeg hopper udenom hans små skud. Og så siger Bedste jeg er en god pige.
Så kommer mor og far og henter mig, og selvom jeg ikke vil hjem går jeg med. Fortæller ivrigt om min dag med alfer, nisser og magiske blomster der dufter af vanilje og chokolade.
Mor siger jeg har en god fantasi. Et rigtigt barnehjerte. Nævner ting som lanterner, havenisser og duftlys. God fantasi? Jeg forstår det ikke. Eller også er det mor der ikke gør..