Hun stod stum i mørket, med blikket rettet mod det tomrum, hvor hun havde kastet sit tomme legeme. Hendes følelser var borte, men hvis hun kunne, ville hun græde fortvivlende. Hendes sjæl var væk og alle havde glemt hende. Hun var borte, som hun selv havde ønsket det. Perfektion og sorg havde bundet knude i hendes indre. En unødvendig desperation var opstået af hendes selvhad, den havde dannet et utilregneligt leje i hendes person. Selvhadet havde plantet ønsket om dette i hende, men da mørkets klamme hånd gled ind i hendes sind, ønskede hun at hun kunne genoprette det uoprettelige.