Jeg sidder på en kasseret taburet i min stue for sidste gang og der er ingen vej tilbage. Lige nu er
livet her slut på denne adresse. Det er spændende at se hvordan mine børn har indrettet mit værelse på ældrehjemmet "bymidten".
Bilen er køreklar og jeg er parat til at se min nye bolig. Glæder mig til at gense mine møbler igen, og der hvor mine børn har anbragt min gode stol, så jeg kan se ud over græsplænen. Der står 4 bænke og mange forskellige blomster, der er plantet i en sirlig række ved siden af fliser, som går langs en række lavendler der klær de lyserøde roser.
Min entre' på hjemmet forløber godt, sygehjælperen kommer ind på stuen," hun taler til mig som om jeg er døv, jeg kan bare ikke tale efter min blodprop i hjernen". Plejehjemsassistenten:"Johanne nu skal jeg vise dig rundt på hjemmet som nu er dit nye hjem": " Det er nemt at sige, men alle de minder, der hvor jeg boede kan jeg ikke bare lægge på en hylde, og det tager tid at vænne sig til nye omgivelser"." Men jeg vil ikke være til besvær og vil virker interesseret. Måske kan jeg møde andre, der er i samme situation som mig men de gode samtaler bliver det så ikke til. Derer er ingen jeg kan fortælle om mit liv og jeg ikke spørge om deres oplevelser som familie og arbejdsliv".
Jeg nikker til de andre beboere, og kan se i deres forvirrede øjne, at jeg måske vil forstyrre deres hverdag. Jeg får en kop kaffe og plejehjemsassistenten fortæller til de andre at jeg er afdelingens nye beboer, og hun håber alle vil tage godt imod mig. Jeg kan se at en af beboerne, har jeg gået i skole med, og hendes blik fortæller mig hun også genkender mig, men hun er lam i højre side, så sansynligheden for, at vi kan få en god snak er ikke stor. Jeg har ellers så meget at fortælle hende, vi har ikke mødtes i mange år, så der er sikkert også sket en del i hendes liv.
Nogen dage efter sidder jeg i min kørestol og ser min skolevenindes datter, og hun ser også mig, og fortæller, at hendes mor også er her på afdelingen. Jeg hører fra værelset inde ved siden af: "Mor din skolekammerat, Johanne er her på samme afdeling." måske nikker hun, men ingen lyd, kommer fra hendes mund. Datteren kører min skolekammerat hen til mig i kørestolen, og vi giver hinanden et klem den raske hånd og vi har begge en tåre i øjekrogen og vores blikke fortæller rigtig meget, ord er helt overflødige her. Men her sidder vi så et par livskloge kvinder, som brænder inde med det liv vi har levet, det er fustrende når tiden kunne udfyldes med en god latter og minder, specielt når man har levet i den samme tid.