Jeg bakkede, næsten trillede tilbage med en følelse af ubehag og panik brusende op i mig. Med det samme overvejede jeg mine muligheder, jeg kunne jo ikke have det her siddende på mig som en stor forretningsmand og kærlig familiefar. Det ville ødelægge ikke mindst min familie, men også min karriere. Gaden var mørk og stille kun de jævnlige vindpust der strøg gennem træernes blade gav lyd fra sig. Det føltes som jeg stod stille der i flere timer, men viserne på uret var som frosset fast, og bevægede sig ikke i den tid tanker fløj ind og ud, op og ned i mit hoved. Jeg prøvede febrilsk at fange nogle af de tankestrømme jeg gjorde mig, holde fast i dem så de kunne give mig en form for svar og beslutning, men ligeså hurtigt de blev dannet, var de forsvundet fra mit greb igen.
Jeg sad min telefon presset i min håndtag, klar til at trykke det nummer ind som ingen ønsker at bruge, gøre det fornuftige og fortælle hvad der sket, men med de få ord; "Jeg har kørt en ned, det ligner ikke der nogle livstegn" kunne mit liv smuldre i hænderne på mig, sive ud igennem hver en lille sprække. Var jeg klar til det, at gøre det rigtige? Mine øjne vendte sig igen hurtigt mod uret, igen havde næsten ingen tid havde passeret. Jeg pressede 112 på min mobil, sveden trillede ned af min nakke og fugtede mit hår, mine øjne begyndte at blive våde. Ubevidst fik jeg trykket, så min mobil ringede op, men i det sekund en stemme formede sig i den anden ende af røret, kastede jeg med alt min kraft mobilen ud af den åbne dør, foruden nogen videre overvejelse kørte jeg væk, efterlod personen liggende livløst på vejen, overladt til naturen. Naturen havde nu ansvaret for dette legeme og med alt sin kraft ville den påbegynde sin velkendte cyklus. Gøre hvad den altid har gjort; skabe, dræbe, nedbryde.
Men jeg havde blandet mig i naturens gang, pillet ved dens specielle balance, uden at rydde op efter mig. Vil moder natur tilgive mig for det og vil jeg kunne leve med det valg jeg har taget?