Uanset hvor meget jeg kæmper imod, er der intet at gøre. Selv nu, hvor mine hvidskoede fødder langsomt bevæger sig over de gulbrune symmetrisk anlagte fliser.

Havde jeg vidst hvilken betydning det ville få for resten af mit liv, så havde jeg aldrig nogensinde gjort det.
Og dog ville jeg ikke være foruden.

Jeg hadede dig i starten, men du ignorerede mine afvisninger, talte med mig, og langsomt blev jeg mildere stemt.
Det er sjovt. Jeg kan ikke huske hvornår du kyssede mig første gang. Jeg husker kun at det hele gik meget stærkt lige pludselig. Det var sjovt i starten, spændende og forbudt. Det var aftalt at der ikke skulle være noget fast – det ville du ikke, og jeg indstillede mig på det.
Men jeg brød regelen, og blev forelsket. Da fulgte en turbulent tid der begyndte at skille os ad. Den sidste dag gik du fra mig i vrede, mens jeg grædende sank i knæ, slagen som havde du givet mig nådesstødet med et skjult våben.
Jeg så dig forsvinde, du efterlod mig tom og sort inden i. Jeg var næsten hjemme, da lyden af løbende fødder lød bag mig. ”Jeg elsker dig” råbte du, mens du styrtede imod mig og trak mig ind i en hård omfavnelse og kyssede mig.
Du havde selv brudt din egen regel.
Vi snakkede hele den nat. tingene var de samme, men nu kendte vi hinandens følelser.

Ti har det stået på nu. Jeg kunne ikke give slip på dig.
Den kærlighed vi har til hinanden smerter mere end noget andet jeg har oplevet. Det gør fysisk ondt at elske dig, men det gør mere ondt at undvære dig.
Det var dig der fandt på det med at vi skulle love hinanden altid at være i hinandens liv, til den dag døden ville skille os ad.
Jeg udstøder et let fnys ved tanken. Hvor er det tragikomisk at tænke på lige nu!
Men vi er som magneter du og jeg, derfor måtte båndet brydes. Men det gør ondt.
Du vil altid være i mit hjerte, alt andet ville være at lyve.

Jeg kaster et blik over skulderen mod døren. Ville ønske jeg kunne hente dig tilbage fra fortiden. At du ville komme løbende tilbage efter mig netop nu. Jeg ved at du er klar over hvad der sker i dag. Hvorfor kommer du ikke? Jeg ville gå med dig!
Jeg ved hvorfor du ikke kommer- det er min tur denne gang.

Jeg er næsten fremme ved målet nu, men skikkelsen foran mig er sløret. Jeg ser på ham, mens jeg mærker at den ulmen jeg har i maven flammer op igen. Jeg trækker vejret dybt ind, mærker energien sprede sig og fylde mig med en eufori og forventning så stærk, at den næsten får mig til at besvime. Jeg har en aparte lyst til at smile stort, da jeg rækker skikkelsen foran mig buketten, for derefter at styrte ud af kirken.
Nu er det min tur til at løbe