Hun lagde sin hånd ovenpå min og sendte mig ét af hendes fantastiske smil. "Jeg er så glad for at have dig." Ordene dansede ind i mit øre, som smukke og rene melodier. Sætningen blev gentaget gang på gang i mit hoved. Hun er glad for at have mig. Jeg følte en boblende fornemmelse i maven, som roligt og sikkert, spredte sig til resten af min krop. Den kildende fornemmelse jeg så godt kendte kom frem igen. Hun fjernede sin hånd igen, men jeg kunne stadig mærke den. En brændende følelse, der hvor hånden havde været.

"Du er præcis, som en god ven skal være" sagde hun, stadig med det samme fantastiske smil på læberne. Hvorfor ikke bare en stor, svidende lussing i stedet? Jeg prøvede at tvinge et smil frem. En grimasse blev det nærmere til. Jeg var en god ven for hende. Hvad ellers havde jeg forventet?

Når vi var sammen, elskede jeg hende i smug, når vi ikke var sammen, savnede jeg hende. Om natten var hun altid med i mine drømme - og mareridt. Vi havde været venner i flere år. Uadskillige. Så mange utrolige hændelser, som jeg har oplevet med hende ved min side. Utallige minder, med hende som hovedperson i hvert eneste. Jeg overvejede et stykke tid, hvad der ville ske hvis sandheden kom ud. Katastrofe. Det ville ikke fungere og jeg ville miste hende. Nej, sandheden skulle ikke ud.

Jeg var den gode ven. Den støttende og lyttende ven. Særligt hårdt var det at høre om hendes drengeproblemer. Høre hende snakke om hvad der var sket til den sidste fest. Jeg plejede at vise begejstring, når der var brug for det. Medfølelse og glæde, når der var brug for det. Men inderst inde følte jeg ingenting. Tomhed, kun tomhed. Hun regnede med mig. Jeg var hendes gode ven. Vi klædte hinanden godt og alle vegne kunne misundelsen på vores venskab mærkes. Selv vores navne klingede godt sammen. Louise og Liv. Liv og Louise. Bedste veninder. For altid.