Min krop er strømlinet. Hver muskel aftegnes tydeligt under overfladen, og ved hver bevægelse danner deres spil under huden på mig. En skyggedans. Forførende og sensuel.
Når jeg strækker armene op over hovedet, arbejder hver lille muskel sammen, gør sig klar til kamp. Omhyggeligt strækker jeg alle mine lemmer, opvarmer hver en fiber i min krop. Det er rutine, og jeg gør det med et fjernt udtryk i øjnene, imens jeg lader mine tanker vandre fremad i tiden.
Sejrsskammelen. Mig på den øverste top, med den skinnende guldmedalje om halsen. Stadig våd. Udmattet, men smilende, som stemmen over højtaleren knitrende annoncerer min sejr.
Jeg vender tilbage til virkeligheden. Jeg lukker larmen og de mange stemmer ude, og efterlader kun en øredøvende brusen. Langsomt går jeg hen til den lille platform. Mit springbræt.
Den brusende lyd omslutter mig fuldstændigt. Jeg løfter hovedet og kigger rundt på menneskemængden, der har placeret sig på de smalle træbænke, hele vejen rundt om banerne.
Min træner siger at jeg har talent.
Selv føler jeg mig ikke bedre end andre. Det hele handler om træning. En stor del træning, og så en lille del held. Jeg lader blikket glide hen over mine modstandere. De står alle på en lang lige række. Der er et par yngre drenge. De kigger sig konstant nervøst omkring. Sikkert deres første rigtige konkurrence. En fyr, på aller med mig, står og stirrer lige frem for sig, med et iskoldt og fokuseret blik. Han er den eneste værdige modstander. Han er den jeg vil koncentrere mig om.
Han sender mig et hurtigt blik. I hans øjne lyste samme vished som min egen. Vi er nu konkurenter. Det er vind eller forsvind. Ingen vej tilbage.
Jeg kører skuldrene bagover, og mærker mine musklers gnidninger imod hinanden. Jeg ryster mit hoved, for at klare tankerne. Jeg ser kun banen foran mig. Den strækker sig ud som et endeløst hav, kun med glimt af slutningen langt borte.
Jeg ser dommeren træde frem, og jeg åbner igen op for lydene. Larmen, stemmerne, råbene fylder min krop ud, og sætter gang i adrenalinen. Dommerens fløjte skærer igennem og overdøve alt andet. Med et adræt spring, sætter jeg af, og skærer igennem vandoverfladen.
Folk på bænkene mumler ophidset om drengen med det store svømmetalent. Aldrig har jeg tabt et løb. Aldrig. Måske er jeg virkelig talentfuld?
Jeg skærer igennem vandet som en fisk og når kanten. Dommerens fløjte skærer igennem, og jeg kravler udmattet op. Jeg fanger mine træners øjne, og han smiler selvsikkert, og med et smil der siger: jeg sagde det jo, knægt. Du har talent.