"Hvor er det dog fantastisk med den nye køkken medarbejder, det er jo absolut vidunderlig mad hun laver"
sagde Mogens og lavede en fejende gestus med hånden ud mod de store mængder mad der stod klar som buffet.
"Ja absolut" svarede Jonna, "der er fuldstændig klar til de delegerede fra
landsstyrelsen. Jeg har sørget for at hun har lavet lidt ekstra til os, nu vi ville sidde i møde hele dagen."
Mogens slog hænderne sammen, "fantastisk" udbrød han. "Lad os lige tage de kopier vi mangler, og så spiser vi."

Skoleklokken satte i med sin infernalske ringen, men for Olaf var det den skønneste lyd i hele verden.
"E-n-d-e-l-i-g er det slut!" udbrød Olaf som havde han været udsat for uafbrudt mishandling i ugevis.
Han smed kladdehæftet, blyant og viskelæder ned i tasken, og løb mod døren, så de andre børn måtte springe til side.
Af banen tosser, jeg har vigtigere ting at tage mig til end vente på jer!
Han løb igennem kantinen, gjorde et milisekund stop ved buffeten, og susede så videre.
Olaf løb mod udgangen, og forsøgte forgæves at undgå Mogens der kom ud fra kopirummet med hænderne fulde af papirer.
Papirerne røg op i luften, og Mogens satte sig fladt ned på gulvet.
"Undskyld" råbte Olaf, og fortsatte mod udgangen uden at standse.
"Det var dog utroligt, en dag kommer en eller anden altså til skade på grund af den dreng", sagde Jonna, og hjalp Mogens på benene.
De hjalp hinanden med at samle papirerne op og sætte dem i rigtig rækkefølge.
"Godt, så klarede vi det uden problemer" sagde Mogens og så på uret, "og vi har endda tid til en god frokost" sagde han og smilede til Jonna.
"Det var som helv..., hvor er al maden henne" spurgte Mogens og så spørgende på det store buffetbord, der nu kun bestod af tomme fade.

Olaf løb ud af skolegården, og hen til det nærliggende pizzaria, hvor hans mor tog mod ham.
"Åh lille pus, jeg vidste du ville være der til tiden, nu der er ad libitum pizza. Lad os se om ejeren kan genkende dig fra sidst", sagde
Gurli og skubbede lille Olaf over dørtærskelen.
"NEJ NEJ NEJ, IKKE IGEN", udbrød manden bag disken da han så Olaf. Han førte hænderne op så de dækkede ansigtet og lod dem glide langsomt ned over ansigtet.
"Åh jo, hr. pizzamand, vi skal skam bare have det samme som sidst" sagde Gurli og smilede til Olaf, der strålede.