Jeg hoppede igen. Knap så yndefuldt som før, men stadig fantastisk. Nærmest overnaturligt og magisk. Følelsen af succes flød gennem hver del af min krop, da jeg, med armene i en rystende bue over mit hoved, rettede blikket mod underviseren. Monsieur Valeurs ansigt var fortrukket som havde han påtaget sig en maske der ikke passede.
"Forfra, og denne gang mere elegance" Hans stemme drev ned ad væggene. Spejlene i lokalet nærmest duggede til grundet heden i hans franske stemme. Succesen, der før havde bruset gennem min spinkle krop, var med øjeblikkelig virkning væk. Svedet væk af de brændende ord. Måneders øvelse var åbenbart ikke nok til at jeg kunne leve op til de standarder han forlangte. Med håndleddet tørrede jeg fugten af min kind, og placerede fødderne igen.
"Nej! Veronica, darling, fodstillingen skal se således ud" Valeur placerede sine smalle fødder, parallelt med mine og viste placeringen for 117'ende gang. Vi gjorde det samme, men af en grund jeg ikke kunne se, var elegance hos den ældre herre min langt overlegen. Der var noget fuldstændigt magisk over ham. Noget hypnotiserende.
Efter at have rettet mine fejl, tog Valeur pegefingeren op, svingende den mens han med myndig stemme anførte taktslagene. Jeg mærkede igen følelsen af blodet der bruste gennem hver en celle da jeg løftede mig op på tæerne og gjorde mig klar. Lokalet flød ud for øjnene af mig da jeg let svævede gennem det. Luften blev tyk og mit åndedræt steg i takt med Valeurs taktfaste klap, der blev akkompagneret af de mumlende kommentarer der ind imellem blev ytret. I et øjebliks eufori mærkede jeg, hvordan jeg fik placeret foden forkert. En hvidglødende smerte skød op gennem mig og gulvet ramte mig hårdt. Pokkers os'! tænkte jeg panisk, mens smerten tog til. Min drøm var brast så abrupt. Jeg ville aldrig nå til den magiske ende, hvor jeg stolt kunne befinde mig foran de hundrede imponerede og kulturelle mennesker. Alle samlet et sted. Alle samlet for min skyld.
Valeur kom hen til mig. Hans skarpe cologne skar i min næse, jo tættere han kom. Hans kraftfulde hænder tog fat om ryggen på mig og løftede mig op.
"Lad mig se. " hans stemme lød oprigtigt bekymret, men jeg havde lært at man på ingen måde kunne stole på ham. Han gelejdede mig over til stolene der var sat frem i lokalets tomme hjørne, og placerede mig på den mindste. Jeg kiggede ned ad mit ben, og blev chokeret. Nær anklen var mørkeblå streger begyndt at dannes og blodansamlingen havde gjort den dobbelt så stor.
"Uha... Det er ik' godt Veronica darling. " Igen lød han bekymret, men kun på sine egne vegne. Valeurs ansigt lagde sig i opgivende folder.