Jeg har altid følt mig så ekstrem akavet, så malplaceret i livet.
Jeg ved ikke, hvordan jeg er endt op med at have det så underligt,
som jeg har det.
Ikke at vide, hvordan jeg smiler naturligt.
Ikke at ane, hvordan jeg får mit udtryk til at passe med mit indre.
Jeg forsøger mig foran spejlet på at lægge mit ansigt i de rette folder,
der kan give et praj om, hvad jeg føler indeni.
Sommetider lykkedes det.
Sommetider ikke.
Jeg skræmmer mig selv på denne måde.
Jeg forsøger at læse andre mennesker og efterabe dem.
Jeg føler, at det må være den naturlige måde at reagere på...
at forsøge at være naturlig.
Men jeg har så svært ved at forstå de signaler, de udsender.
Jeg har lyst til at fjerne alt kropsprog og nå ind til kernen.
Til noget jeg måske er heldig at kunne mærke og forstå?
Jeg har ikke lyst til at stille alle de åndsvage spørgsmål som;
"Hvorfor ser du sådan ud?"
eller
"Hvad mener du?"
eller
"Hvorfor ser du sådan på mig?"
eller
"Jeg ville så gerne forstå dig, men jeg har ingen idé om, hvad de signaler du udsender betyder."
100.000 spørgsmål, der får mig til at fremstå som ren idioti.
Hvor gik det dog galt?
Jeg er bange for mig selv.
Men der er et sted, hvor jeg føler mig hjemme.
Der findes et sted, hvor jeg føler mig naturlig,
føler at jeg forstår mine medmennesker og min omverden.
Jeg elsker, når projektøren rammer mig, og alt andet forsvinder.
Denne varme fornemmelse, der fylder hele kroppen op.
Jeg føler, at jeg svæver, jeg føler mig taknemmelig og ydmyg.
Jeg kan slappe af og er ikke hele tiden anspændt og overvældet.
Mine medmennesker giver bedre mening for mig.
Det er sjovt, hvorledes at jeg kan være bevidst...
og ikke ane mine levende råd på samme tid.
Denne side ved mig selv har altid undret og forbavset mig.
Jeg har en nogenlunde menneskelig indsigt,
men samtidig sommetider svært ved at forstå de dejlige medmennesker af mine.
Jeg har ikke nogen at skyde skylden på - det ønsker jeg ikke.
Men når projektøren rammer mig, giver det alt sammen mening.