Han sad i hans sofa. Der var en god film i fjernsynet med hans yndlingsskuepiller. Han havde en kold øl i hånden.
Normalt ville dette være hans drømmescenarie på en afslappende aften for sig selv.
Det var det ikke i aften. En uhyggelig klam kulde strøg ned igennem rygsøjlen. Man skulle tro, at et spøgelse var gået lige igennem ham. Mon han også selv blev et spøgelse senere i aften?
Regnen slog som trommer ned på skråvinduet. Han ænsede mere lyden af dem end fjernsynet i baggrunden. Hans forsøgte at dæmpe angsten med øllen, men det endte mere nede ad hans skjorte end i hans mund.
Han var ligeglad med filmen i tv, og enlig ret ligeglad med alt. Dog fangede hans ører " i aften skal du dø". Sætningen klistrede sig ind i hovedet på ham, og ville ikke forsvinde igen.
I aften var nemlig aftenen, hvor han skulle dø. Det var han ikke et sekund i tvivl om. Han sad bare angstfyldt, og ventede på, at de skulle komme. Det var ikke til at sige nøjagtig hvem det var, men han var sikker på, at det var nogle han kendte.
Det er altid ens bedste ven, som er ens værste fjende, tænkte han småironisk.
Der fløj tanker ligeså mange tanker rundt inde i hovedet på ham.
Tænk hvis han kørt en anden vej?
Det var som en paranoid tvquiz i billeder, der for frem og tilbage for hans øjne.
Hvorfor havde den patruljevogn også stoppet ham netop den dag? Han havde jo overholdt fartgrænsen og sikkerhedsselen var spændt.
Men de havde stoppet ham i hvertfald. Og de havde naturligvis gennemsøgt hans bil og fundet al narkotikaen, som han skulle transportere for at blive fri for sin gæld.
5kg kokain beslaglagt! De havde sikkert blæret sig de 2 betjente overfor deres kollegaer efter fyraften.
Enlig var tanken om at røve en bank fløjet igennem ham. Men noget forhindrede det. En følelse af tomhed og angst. Slidt og færdig. Han troede heller ikke på, at en bank havde så mange kontanter liggende nu i de moderne tider.
Nu var det ikke lyder af regnen på ruden, eller tankemylderet hans sanser var påvirket af. Det var lyden af en bil der bremsede op i indkørslen. Der gik ikke langt tid før lyden af en bildør der gik op, blev erstatet af hans hoveddør der blev åbnet.
Hjeret pumpede som en gal nu og angsten greb ham. Han hævede det stykke sammensmeltede metal der lagde foran ham på bordet. En glock 17.
Han kiggede hen imod trappen, der var 2 mænd på vej op med et ondt blik i øjnene. Den ene havde også en pistol i den ene hånd.
På et split sekund var det ikke regnen der lavede trommelyd længere. Det var lyden glocken der blev tømt mod de 2 store gutter i de sorte jakker på vej op ad trappen. Det endte med en solo fra hans side. De andre måtte sande at de spillede 2. violin netop den aften.