Frygt

Jeg vågnede i et chok. Sveden dryppede fra mig, jeg græd og det hele var bare så tåget. Mit hjerte galoperede af sted, min puls dunkede højt i mine åre, men det følte som om en, stod og hamrede på mig, men dog uden smerte. Jeg havde haft en frygtelig drøm og den følte som om den er rigtigt, Alt var bare så realistik. Har du haft en drøm du blev bange for? Hvorfor drømmer vi onde drømme? Er det normalt? Er det et tegn? Jeg drømmer i hvert fald tit, men de er ikke alle sammen gode drømme, men betyder mine drømme noget? Eller er det alt sammen bare indbilidelse? Eller er det bare drømme vi gerne vil have opfyldt?

Jeg drømte at jeg mistede min mor, frygten for at miste et familie medlem er stort. Eller det betyder meget for mig, Jeg har ikke rigtigt oplevet nogle store tab af bekendte og familie, Men alligevel, er frygten stor. I min drøm endte jeg med at stå på barfod og viste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, jeg burede mig selv inde, blev fortabt, en sort sky sværmede omkring mig, jeg bragte sorg med mig, alt blev trist og sort, selv blomsterne omkring vissede ved min side, Alt i min hverdag var sort. Jeg var lige flyttet hjemmefra og havde fået min egen lejlighed, men selv den var jeg mange for, mine tidligere veninder har lovet og komme forbi efter min indflytter fest, men ingen kom. Og rygterne ude i byen lyder, at de ikke tør, for der er skummelt, mørkt og dystet.
Manglen af opmærksomhed flyver ind over mig, jeg føler mig alene, jeg føler ikke at nogle kan se mig, jeg mærker heller ikke folks nærvær mere, jeg er begyndt og se udenom dem, lade som om de ikke her mere, som de ikke eksister for mig, For vist de ikke eksister, eksister jeg heller ikke.

Jeg er stadigvæk ikke kommet over drømmen, jeg er bange for at miste, jeg er bange for at frygte jeg mister noget, men jeg frygter mange ting. Men gør ikke alle det? Frygten for at miste noget er stor ikke? Frygten for at miste sine venner? Sine forældre? Sine børn? Hvorfor er det en normal fryg?. Jeg synes selv bestemt at vist man ikke frygtede noget, så ville vi alle blive til noget. Ingen vil gernerte, alle vil være åbne, og vi vil ikke frygte at miste noget eller nogle, for døden er jo en normal ting. Eller hvad? Vi jo født for at død ikke? Spørgsmålet er jo bare om tid. Hvordan? Hvorfor? Hvornår?