Hun har været sur på mig i lang tid. Hun vil ikke se mig i øjnene eller tale med mig. Hvad er der galt? Jeg savner min lille pige. Den kæphøje teenager der mener at hun ved alt der er at vide. Hvor er hun? Lille prinsesse. Hun kommer ind i køkkenet. Jeg ser op, ved ikke hvad jeg skal sige. Det er som om at vi på så kort tid, er længere fra hinanden end nogensinde før. Jeg kigger bare længselsfuldt på hende, hvis bare hun ville sige noget, et eller andet. Hun går ud af køkkenet. Hendes Lyse krøller danser forbi mig. Hvor jeg dog savner at kunne se ind i hendes dybhavsblå øjne, bare at se ind i dem, kramme hende.

Jeg går ind i stuen. Ude i gangen kan jeg høre musik fra hendes værelse. Jeg overvejer et at gå derind, men dropper det. Hun vil bare blive vred på mig. Det er også den dreng. Han fjernede hende, satte små ting i hendes hovede, ting der ødelagde hende. Had vokser indeni. Jeg har mistet hende. Hadet bliver erstattet af sorg. En klump fylder min hals. Jeg samler mine hænder om mine knæ.

Jeg har ingen tilbage. Min mand er væk, forsvandt da det blev for svært. Min søn er død, døde i en trafikulykke, og nu er jeg godt på vej til at miste min datter. Jeg begynder at hulke stille. Kan ikke lade være med at græde. Jeg gemmer mit ansigt i mine knæ, og græder. Jeg bliver overrasket af en hånd på min skulder.

"Mor?" Jeg kigger op. De blå øjne er fulde af tårer. Jeg snøfter og hiver hende ned på mit skød.

"Jeg har gjort noget dumt." Hun hulker ordene. Jeg aer hende over håret.

"Hvad min skat?" Jeg hvisker det stille.

"Jeg er gravid. Han vil ikke kendes ved det. Han vil have at jeg fjerner det. Han har slået op." Hun græder. Jeg tænker over ordene. Jeg er lettet. Derfor kunne hun ikke se mig i øjnene, hun var bange. Jeg knuer hende hårdere. Min pige er tilbage.

"Jeg er for langt henne, de kan ikke fjerne det." Jeg vukker hende stille.

"Det er okay min skat, det er okay." Jeg vil ikke tænke over hvad vi skal gøre, lige nu har hun brug for trøst. Brug for mig, og det er alt jeg skal gøre lige nu.