Jeg ved ikke, om det var varmen eller røgen, der vækkede mig, men vågen blev jeg da. Røgen lå i et tyk lag under loftet og rummet blev oplyst af rød, gul og hvid farve. Det så ud til at det udsprang fra tv’et i hjørnet, forbandede gamle lort, som jeg skulle ha smidt ud for længe siden. Heldigvis vidste jeg fra min tid i forsvaret, at det dummeste, man kunne gøre var at sætte sig op, så jeg rullede hen over sengen og ned på gulvet. Hen over Astrid’s side, hvor hun havde sovet ved siden af mig i tyve år, inden hun pludseligt døde sidste år. Lavt hen over gulvet og ud i gangen, her var også røg, hen til Peters værelse, han var taget i byen tidligere på aftenen, men jeg blev nødt til at sikre mig, at han ikke var derinde. Værelset er tomt, så jeg kravlede hen til bagdøren og ud i det fri.

Brandvæsnet var der med det samme og en brandmand kom løbende hen imod mig og spurgte: ”Ved vi om der er nogen derinde ?” Jeg beroligede ham ”Nej, der var kun mig, min søn er i byen”. I baggrunden kom indsatslederen ”Alle rum skal undersøges” Automatikken hos brandvæsnet kørte åbenbart på højeste blus og røgdykkerne forsvandt ind i huset. Få øjeblikke efter lød det mekanisk over radioen ”Vi har en person herinde”. Mit hjerte fløj op i halsen på mig ”Peter !”. Jeg kunne nærmest ikke få navnet ud. Han måtte ha smidt sig på sofaen, hvilket han ofte gjorde. For fanden, hvorfor undersøgte jeg ikke stuen, inden jeg flygtede ud af huset.

Nu kom de slæbende ud med ham, jeg kunne ikke se ham, men kunne se, at redderne arbejde intenst med ham. Jeg havde allermest lyst til at flå dem væk, men vidste også, at de skulle ha plads til at redde ham. Tiden gik og til sidst råbte jeg ”Hvad sker der med ham ?” Indsatslederen vendte sig mod mig ”Vi har gjort, hvad vi kunne, men den giftige røg var for voldsom. Det ser ud til at det var det ældre tv, der selvantændte”. Jeg sank en klump ”Jeg ved det…..”. Jeg blev afbrudt af en stemme bag mig. ”Jeg var næsten klar over det, jeg havde bedt ham smide det ud for længe siden”. Peter stod lige bag mig og det virkede som om han kiggede lige gennem mig. Men hvis det ikke var ham, hvem så ? Han kiggede lige gennem mig. Jeg var der ikke i hans univers. Det hvide lys i soveværelset var ikke en del af branden og nu var det der igen. Astrid stod midt i det og bød mig velkommen…