Spotlyset er på, misser med øjnene, hvad laver jeg her? Hvorfor blev jeg kastet ud i denne vanvittige arena? Jeg ser mig om efter den grønne dør med det store EXIT på; den er der ikke. Jeg kigger ned af mig selv, jeg er i et klovnekostume, store blå sko, grønne strømper med hvide prikker, posede turkise bukser, en gul bluse.
Omkring mig står de andre cirkusartister, ballarinaer og prinsesser, men deres ansigter er ikke de smukke glade ansigter man normalt ser, de er onde, kolde, fulde af had.
De taler et sprog jeg ikke forstår, det lyder fransk, det lyder spansk, det lyder russisk. Hvor er den dør? De hiver mig op på en trapez, og viser at jeg skal stå på ét ben. jeg får placeret en drejende tallerken på mit hoved og jeg får 4 glasvaser i hænderne. Publikummet sidder derude, men ingen af dem har et rigtigt ansigt, de har allesammen masker med et forvrænget smil på. Publikummet griner og klapper ved synet af mig og mit usikre spørgende ansigt. Nogle af artisterne hopper rundt, og laver alle deres kunster, de er så dygtige allesammen, hvordan skal jeg nogensinde kunne leve op til deres kunnen? Artisterne viser med tegn, at jeg skal begynde at jonglere; jeg begynder, og det går egentligt meget godt, jeg vidste slet ikke at jeg havde det talent.
Men jeg er en klovn, og artisterne kan ikke lide at jeg er god, det hører til en klovn at være dum og klodset. De skubber til mig og får mig til at miste balancen; jeg taber først den ene vase, og til min skræk har jeg ikke længere tøj på. Jeg taber den anden og min sminke forsvinder. Jeg taber den tredje og min paryk forsvinder. Jeg taber den sidste vase, og jeg falder, falder ned i cirkusstøvet, nøgen og blottet. Til grin. Artisternes grinende ansigter er over mig, og publikums latter i baggrunden. Jeg lukker øjnene og ønsker mig langt væk, langsomt fortones stemmerne, men ansigterne er printet på min nethinde.
Da jeg igen åbner mine øjne, er jeg stadig i pigernes omklædningsrum.