Den lune sydøstenvind føltes varm og fugtig imod Lauras hud, da hun svingede til venstre ned af Vesterbrogade. Hun trådte hårdt i pedalerne, da hun passerede Scala Bygningen og med et vovet højresving kørte indenom en helle, med det resultat at to mænd i store overfrakker måtte stoppe deres gang for at undgå sammenstød med den frække cyklist. Hun mærkede tydeligt alle kurverne i sit biorytmediagram peeke, og hendes blod nærmest boblede af glæde, da hun igen foretog et hastigt overraskelsesangreb indenom en helle, der endnu engang fik adskillige fodgængere til at stoppe forbavsede op. Da hun hastigt passerede Gasværksvej, vandrede hendes tanker tilbage til de skønne timer, hun tidligere på dagen havde tilbragt sammen med kæresten, og alene ved tankens kraft gennemrystedes hendes krop af en frydefuld gysen.
"Flyttekassen Aps.", stod der med store blå typer på siden af vogntoget, der langsomt og majestætisk svingede til højre, og med små typer nedenunder stod "Et transportfirma på farten". Manden, der sad bag rattet i den store Scania forvogn, var med sine 130 kg. som skabt til stillestående arbejde, og han havde da også de seneste 18 år været lastbilchauffør. Hans opmærksomhed var lige for øjeblikket optaget af at se efter, om politiet skulle have opsat fartfælder på hans vej, men da det ikke lod til at være tilfældet, rettede han igen opmærksomheden mod den kønne pige, der i en faretruende hastighed kørte slalom et stykke foran ham. Hvert lille vindstød fik pigens korte kjole til at krybe længere op omkring hendes velformede brune lår, og den erfarne chauffør slugte glubskt hvert eneste glimt.
Så for den, nu var rekordniveauet vist ved at være nået, tænkte Laura glad, og da hendes pulsur viste 180, lod hun den store flyttevogn passere for at tage sig en "slapper". Lidt længere nede, i det store kryds ved Frederiksberg Allé, mens sveden løb ned af hendes nakkehår, holdt hun stille og pustede ud for et kort øjeblik, inden lyset skiftede, og hun igen satte i gang.
Den tunge chauffør kiggede sig erfarent i sidespejlet, og foretog endnu en højredrejning, da han svingede ud af Frederiksberg Allé i retning mod Alhambravej, der var hans endelige destination. Der lød en underlig lyd, og som i en drøm hørte han nogen råbe, men hans tanker var optaget af arbejdsdagens snarlige afslutning, og lettere irriteret over ikke at have den kønne pige foran sig fortsatte han målbevidst ud af den brede Allé.