Regnen silede ned, og jeg sad, som så mange gange før, og ønskede, håbede at han ville skrive.
Jeg havde set ham sidde under træet, helt alene. Jeg var stoppet og havde kigget længe og indgående på ham, indtil han pludselig havde løftet hovedet og mødt mit blik. Jeg ville egentlig have kigget væk, men noget i hans øjne fik mig til at blive ved, og det trak svagt i hans ene mundvig. Det meget lille smil, betød så meget mere for mig, og en boblende varme bredte sig i min krop. Jeg rødmede og vendte hurtigt blikket ned i jorden, mens et smil brød frem på mine læber.
En svag vibration rev mig ud af mine tanker, en sms! Jeg lukkede øjnene og bad til at det var ham. Jeg åbnede dem igen og kiggede på den lysende skærm, ”hej søde, hvad laver du?” min veninde. Jeg lagde mobilen fra mig igen, orkede ikke at svare, ville bare vende tilbage til mine tanker. Ligesom jeg var faldet hen igen, kom endnu en svag vibration. Jeg sukkede og kiggede på skærmen. ”vil du ikke komme??” Mit hjerte hamrede hårdt mod brystet, da jeg så hvem det var fra. Ham! Jeg kiggede ud ad vinduet, ud på den silende regn, og undrede mig over hvor længe han havde siddet under det træ. Et lille smil spillede på i min mundvig, da jeg svarede ham ”jo da”
Jeg løb gennem regnen, skoene plaskede mod den våde asfalt. Min ånde stod som små dampskyer i den kolde luft. ”Du er der snart” mumlede jeg til mig selv, og tvang mig til at løbe videre. Jeg standsede op et stykke fra træet, kiggede på hans bedrøvede skikkelse der sad der i regnen, drivvåd og rystende af kulde. Jeg rystede på hovedet og gik stille hen til ham, jeg satte mig ned, og så at han græd. Hans nøddebrune øjne var fulde af sorg og modløshed, og jeg lagde instinktivt armen om ham. Han tøvede et øjeblik, og lagde så hovedet mod min skulder. Jeg trak ham ind til mig, og lod ham græde. Jeg stillede ingen spørgsmål, og havde ingen kommentarer, jeg sad bare helt stille og holdt om ham, mens han knugede mig ind til sig. Jeg sukkede lydløst, og snusede hans duft ind. Tænk at jeg sad og holdt om ham! jeg smilte svagt og en boblende fornemmelse af glæde, fyldte min krop.
Jeg sad længe og holdt om han, mens regnen langsomt stillede af, og vi klaprede tænder af kulde. Vi var drivvåde, men da hans øjne mødte mine, smeltede mit hjerte, og min krop fyldtes med varme. Jeg rødmede igen, men han holdt mit blik fast. Hans ansigt kom langsomt tættere på mit, indtil jeg kunne mærke hans ånde. Han skilte blidt mine læber, og nærmest afventede min reaktion. Jeg lukkede mine øjne, og overgav mig til ham.
Der sad jeg, under et træ og kyssede med den fyr, jeg havde elsket siden første gang jeg så ham…