Han sparkede arrigt til den gule tilpissede sne, men han ventede på at lyset skulle skifte til grønt. Så nåede man til januar, tænkte han, og hvad fejrer vi så? Overtrukne kontokort, ekstra regninger, vinterbleg hud, sølet snevejr og bristede nytårsfortsættere. Han havde været sur om morgenen, allerede da han vågnede. Ikke i forstanden morgensur - for det implikerede en tilstand som kun hørte dagens tidlige timer til. Surheden var i et afventende stadie, som en benzin, der over natten havde gennemvædet hans krop og nu blot ventede på at en eller anden idiot uforvarende skulle tænde en cigaret i hans umiddelbare nærhed. På et øjeblik kunne han forvandles til en omvandrende menneskelig fakkel af galskab i lys lue.

Han havde med hidsighed flået i snørebåndene og strammet til så løbeskoene lukkede sig om hans fod som en klapfælde. Normalt havde han held til at løbe broden af den tiltagende surhed. Men denne morgen var alt gået galt. Han havde taget en lang tur ned til fjorden, og havde givet den alt hvad den kunne trække på de lange strækninger. Det var når han kom op i fart og kunne mærke hver en sene og muskel i sin krop arbejde og smerte, at han kunne give slip på tankerne, og dermed også lade den ætsende syre som havde taget bolig i hver en celle vaporere ud i den isnende morgenluft.

Han havde set musvågen cirkulere i luften over ham i et par minutter inden det skete. Han havde lige akkurat nået at tænke, at musvågen var en statelig fugl, en fremragende termik-flyver, da den pludselig lavede et brat dyk med kurs mod hans hoved. Han nåede ikke at tænke mere, før fuglen havde slået kløerne i hans nydeligt mønstrede islandske strikhue, og han kunne mærke et sus af kold luft om ørerne.

Fascination og forbavselse slog hurtigt om i ærgelse og raseri. Den infame fugl – dirrende af indignation og vrede truede han med knyttede hænder af himlen og råbte alskens eder og forbandelser op i de nøgne trækroner, hvis eneste respons var at drysse et par forfrosne blade af sig. Satans Al-Qaeda fugl, hvad havde han gjort for at fortjene en straf fra himlen? Og så lige den hue mor havde strikket ham. En kvinde med to børn stansede forskrækket op og gennede ængsteligt børnene i den modsatte retning.

Af bare raseri satte han farten i vejret og løb alt, hvad han kunne, mens vinden lagde sig som små glasskår om hans blottede isse. Den slags tyvagtige fjerbæster burde meldes til politiet.