Efter mit fremmøde omhyggeligt er ført ajour, bliver jeg med en tør gestus vist hen til venteværelset. Et støvet-grønt lokale med høje vinduer ud mod gaden, hvor partiklerne kaster sig rundt i lysindfaldet i febervildelse. En fortættet atmosfære, en tør luft, der får alle de tilstedeværende til jævnligt at rømme sig og flytte uroligt rundt på de praktiske imiterede lædersæder. Der hersker en trist forstemthed - en angstfyldt nervøsitet. Lugten er tør og ram og mættet med ubehag. Alt har en fortættet og stærk lugt. Fra træpuslespillets store brikker og plastik-ranglens fedtede overflade i børnehjørnet til Ude- og Hjemme, der lugter lidt jordslået, selvom det er denne uges udgave.

.....................................

Jeg sætter mig forsigtig ned ved vinduet, lidt ude på kanten af stolen, ikke for godt til rette, jeg vil helst ikke røre noget. Væggene lukker sig hermetisk om rummet, og ikke en lyd slipper ind. TIl gengæld bliver selv den mest ubetydelige lyd indenfor forstørret op og forstærket. En kradsen på en arm, en sagte tappen med en fod, et snøft, et host, en maves rumlen, mit eget hjertes banken i takt med den hidsige sekundviser på det iøjenfaldende ur over døren.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad de andre fejler. En ældre kvinde fordybet i et blad. En ung pige der piller i nedbidte negle. En gusten midaldrende mand, med tynde skorpede læber, rykker rundt og piller ved ærmekanter og urrem.

Jeg føler mig omringet af slimhinder, af væv og af de tusind afstødte hudflager, som flagrer rundt i lyset. Jeg stirrer ned i linoliumsgulvets marmoreringer, som ligner forstørrede kræftceller. Fra gulvet emmer en svag lugt bræk. Uvisheden, ventetiden. Sekundviseren, nedtællingen.

Det hele er så offentligt. Så offentligt. Min blufærdighed blusser op som helvedesild. På trods af de dobbelte døre. Så gustengrønt. Så firkantet. Så afklædt. Jeg hvirvles ind i vertigo, min hud knitrer, heden gallopperer ind i øregangen helt ind og svinger sig i stigbøjlen. Sekundviseren stikker i mig, som en tatovørs nåle, printer den en dom i giftigt blæk under min hud. Luft, jeg må have luft.

Tennissokker i brune sandaler. Frej, Frej Sønder? Kommunefarvede øjne spejder over kanten på en stålbrille. På stolens imiterede lædersæde tørrer et fugtigt aftryk hurtigt ud. De dobbelte døre smækker.