Det var ikke første gang hun havde følt sig helt ør efter hans berøring.
De havde tilbragt eftermiddagen og aftenen sammen, de havde været tre. Hende, ham, og bifigurenen, der egentlig havde inviteret hende over. Men som så mange andre gange, havde hun kun set ham, lige fra første gang hendes øjne havde mødt hans isblå. Selvom hun vidste han både havde en kæreste, og at han ikke ænsede hende på den måde, havde i dag alligevel været anderledes.
De havde snakket, som de ikke havde snakket i meget lang tid. De sad ude på terrassen, røg en smøg mens solen begyndte at gå ned, og efterlod himlen med et lyserødt skær. Hun havde aldrig kunnet forklare, hvad det var han gjorde ved hende. Det var ikke en almindelig forelskelse, det var stærkere, kraftigere. Hun kunne ikke sætte navn på følelsen, det var bare Følelsen. En følelse hun havde haft i to år nu. Det føltes på hende, som når hun så et par flotte sko, men som det nu var at være hende, lå det ikke til hende at gå i høje hæle, og uanset hvor meget hun prøvede, passede de ikke helt. Og de trykkede altid hendes tæer, så slemt at hun blev nød til at aflevere dem tilbage, selvom hun så gerne ville have dem, kunne de aldrig blive hendes.
Sådan havde hun det når hun så på ham, og hun var så frustreret, seksuelt, fordi han ikke ville indse at de tog var skabt for hinanden, at han ikke bare tog hende i hans favn, holdt hende fast, og hviskede i hende øre at det skulle være de to.

Hans kæreste havde ikke været der den aften, og hun havde følt sig afslappet, ikke kun på grund af al den vin de to herrer skænkede hende, men også fordi det var som om at hendes Følelse fik luft. Her kunne den blomstre, sno sig i alle retninger omkring situationen og holde fast i ham, i hvert fald for den ene aften.

Hun drak videre, og natten blev ligesom mere magisk for hver glas hun fik hældt i sig. Til sidst, måtte hun sige godnat, og tage hjem. De to herrer fulgte hende ud, men nede på gaden, fik hun pludselig selvtillid. Hun sagde til ham, at han måtte følge hende lidt af vejen. Han rystede på hovedet, og grinede lidt af hendes slingrende gang. Han sagde at han nok godt kunne følge hende lidt af vejen.

De gik ved siden af hinanden, uden at snakke.
Hun sagde ikke noget, smilede bare. Han så hendes smil, og stoppede op. De kiggede lidt på hinanden, og måske var det rødvinen, måske var det den kølige sommerbrise der blidt ramte deres ansigter, men han tog hendes ansigt i hans hænder, og stirrede intenst i hendes øjne.
Hun grinede lidt, og sagde så: ”Hvad er det vi laver?” han smilede og kyssede hendes læber.
”Det ved jeg ikke”