Rastløsheden gnavede i ham, som var det pestbefængte rotter. Hans indre glød, hans livsgnist, var langsomt ved at slukkes, og det på grund af hans evindelige stræben efter at være alle andre steder, end dér hvor han var. Inden for et tidsrum på blot en måned kunne han give sig i kast med et uhyrligt antal af utopiske livsprojekter. Et nyt livsprojekt startede som regel om mandagen, for da havde weekendens projekt tabt nyhedens interesse. Han kunne starte mandagen med en urokkelig gejst og lyst til at blive lige så stor og stærk som Arnold Swarzenegger. Han meldte sig fluks ind i et nærliggende styrkecenter og kløede på med krum hals. Om aftenen konsumerede han enorme mængder proteinholdigt mad, for bodybuildere har jo brug for protein. Denne ”rutine” med ekstrem træning og umådeligt proteinindtag varede cirka til torsdag eftermiddag. Hér begyndte tvivlen at nage så gudsjammerligt. ”Det var da kun dumme og ufølsomme mennesker, der gik så meget op i deres krop. Var det ikke?” Sådanne tanker jagede den sidste lyst til at være bodybuildere væk. Nu begyndte han at fantasere om muligheden for at blive rockstjerne. Rockstjerner var da følsomme og havde et vildt og interessant liv. Dermed fandt han guitaren frem fra kælderrummet, han gik også ned i Rema efter en flaske whisky, for som han tænkte: alle rockstjerner drikker da whisky. Som han sad dér på kammeret med guitaren og whiskyen følte han, at han havde fundet det helt rigtige livsprojekt. Det hér var bare sagen. Han drak sig plørefuld og skrev en sang om livet som ensom rockikon. Søndag aften kom tvivlen så igen snigende. ”Det er da taberagtigt at være fuld hele tiden. Rockstjerner er nogle tabere”. Igen blev det ellers så gode livsprojekt droppet, og han bestemte sig for at starte på en frisk om mandagen. Nu havde han sørme fundet sit kald hér i livet. Han ville være skuespiller! Skuespillere var da de mest interessante og følsomme mennesker på jorden. Om mandagen cyklede han på biblioteket og lånte samtlige bøger om drama, teater og skuespilteknik. Derhjemme gik han motiveret i gang med at læse. Ind i mellem gik han hen til spejlet, der hang over komoden og øvede sig i forskellige ansigtsudtryk. Han var som i en rus. Tiden fløj af sted, og han følte sig efter et par timer klar til at tage til optagelsesprøve på en teaterskole. Torsdag eftermiddag kom den så atter snigende. Tvivlen. Han afleverede alle bøgerne på biblioteket. Livet drillede ham, syntes han. Han kunne simpelthen ikke finde den rette hylde i livet. Og når han endelig troede, han havde fundet den rette hylde, viste det sig, at hylden var usikker, og han drattede atter ned i fortvivlelsens og meningsløshedens suppedas.


Og dog...
Kunne det ikke tænkes? Jo, det kunne det saft susme!

Jeg vil være forfatter! Øh... Han.