Vivi ruller rundt og smiler ved synet af hans mørke pjuskede hoved som ligger på hovedpuden ved siden af hendes i den store dobbeltseng. Hun mærkede et sug i brystet og lå længe og spekulerede over hvad det kunne betyde da hun måtte komme til den ene og simple men samtidig så komplicerede konklusion. Det var ren kærlighed. En overvældende trang til at røre ved ham overvældede hende og hun begyndte forsigtigt at nusse ham på ryggen. Hun halvt håbede at han ville vågne af det og halvt håbede hun at han ville blive ved med sove. Hun ville nyde dette øjeblik lidt alene endnu. Han vågnede ikke. For første gang denne søndag morgen spillede tiden en rolle for hende. Hun kiggede på uret: 06:11. Tidligt. Hun vendte sig om for at sove lidt længere.
Da hun vågnede næste gang var klokken lidt i syv. Denne gang lå han med hovedet mod hendes og hun lod stille sine fingre følge hans næseryg mens hun kiggede på ham. Hun fik kuldegysninger og trak dynen tættere omkring sig. Med en hånd ned af hans ryg tjekkede hun om han frøs, det gjorde han heldigvis ikke. Hun besluttede sig for at hente lidt morgenbrød til dem, han kunne sagtens ligge alene herhjemme når nu han bare sov. Hun rejste sig og tog et par joggingbukser og nogle kondisko på og løb ned af trapperne. På vej til bageren tænkte hun på synet af ham den søndag morgen hvor han lå lige så fredeligt og sov. Hun købte spanske og høje snegle og løb hjem igen.
Da hun kom ind af døren var det første hun gjorde at tjekke om han stadig trak vejret. Et øjeblik kom hun helt i tvivl og et sug af frygt og smerte skød gennem hendes krop inden han åndede dybt ud og hun igen følte den rene overvældende kærlighed. Da hun havde gjort alt klar vækkede hun ham. Hun tog ham i sine arme mens hun vuggede frem og tilbage mens hun sagde: ”Victor lille skat, nu skal du op! Mor har købt morgenbrød til os!”
Da han vågnede tabte han sutten og begyndte at skrige.