Hun mærkede sig selv, helt intenst, hun kunne bogstaveligt talt føle hver evig eneste åre dunke i hendes krop, sveden drev ned af hendes pande, åndedrættet var hektiskt og hurtigt. Hun stod op af døren, med panden ind mod dørkarmen, brugte den som støttepind, for hun vidste hun ville vælte, hvis hun prøvede at flytte sig. Tankerne foer rundt i hovedet på hende. Hvordan i alverden var hun havnet i denne her situation. Det kunne bare ikke passe. Hun bandede af sig selv, mens hun prøvede at få sit åndedræt tilbage til normalt. Helt alene nu. Telefonen lå uden for hendes rækkevide, og hun turde ikke flytte sig.
Så pludseligt, som om et lyn slog ned, tænkte hun, jeg kan godt, jeg skal kunne. Hun mobiliserede hele sin styrke, alt sit mod, hun tvang sin krop til at reagere. Et forsigtigt skridt af gangen, blodet rendte ned af hendes kind, hun havde revet sig, på hvad? Hun vidste det ikke.
Endeligt nåede hun hen til telefonen, hun lod sig synke ned på gulvet. Tog telefonen op i hånden, mens hun inderligt bad til, at der stadigvæk var strøm på den. Hun turde ikke tænke, hvad hun skulle gøre, hvis der ikke var. Det var jo ikke kun hende selv det drejede sig om. Et lettelses suk, der var strøm på. Hun ringede op. Dut lyden var høj og skinger, og hendes tålmodighed var på nulpunktet, hun prøvede at fokusere på, at trække vejret dybt ned i lungerne, prøvede at lade være med at se på blodet, der lå i en pøl på gulvet. Endeligt en stemme i den anden ende af røret. Hun bad om en ambulance, hurtigt, kørsel 1 sagde hun ind i røret, hun synes der gik lang tid, inden personen i den anden ende af røret, personen med magten, forstod hvad hun sagde. Hvad det drejede sig om. Hun tænkte et kort øjeblik, hvor dumt et spørgsmål, det var. Indtil det gik op for hende, at der var faktisk ikke andre der vidste det. Jeg er ved at føde, skreg hun ind i telefonen. Endeligt kunne hun give slip, overlade ansvaret til andre. Nu kunne hun koncentrere sig om sin indre kamp.