Vendepunktet

Opgavebeskrivelse

En historie er ofte bygget op omkring et vendepunkt, som skal holde læserens opmærksomhed fanget. Et vendepunkt i en tekst må meget gerne overraske og uden et eller flere vendepunkter bliver en historie let kedelig og forudsigelig. Skriv en fiktiv tekst, som indeholder mindst ét vendepunkt. Der skal være en hovedperson i teksten. Bestem selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje.

Scor.dk

Søstrene kantede sig ned igennem MacDonnaldsrestauranten på Amagerbrogade med meals og colaer på en bakke. De satte sig ved vinduesbordet. De havde spist her sammen i tyve år efter deres halvårlige tandlægebesøg, som de altid lagde samtidig. Restauranten lå lige ved siden af. Med nyrensede bisser fortjente man lidt blød fastfood og lidt søstersolidaritet. Desuden var det nemt, for de holdt parkeret ved tandlægeklinikken.

Signe satte tænderne i sin burger.”Du ser knaldgodt ud. Men du ligner en, der er ved at eksplodere. Er der sket noget?” Mia sænkede stemmen. ”Du ved godt, jeg fylder halvtreds til november. Men nu har jeg mødt en fyr på scor.dk. Han tror, jeg er fyrre. Han er 39! Han er sindsygt lækker. Han er stor og stærk, tatoveret. Jeg er helt solgt. Vi har det bedste sex. Men det er noget rod, ikke? Hvad hvis han opdager, jeg gik i overgangsalderen for længe siden? Hvad gør jeg?”

Signe grinede ufrivilligt. Det var typisk hendes storesøster at rode sig ud i sådan noget. Hun sendte en kærlig tanke til sin egen mand, der var 57 og havde topmave og ikke en eneste tatovering. ”Du har jo ikke gjort noget ulovligt, vel? Du er single, og det er in at score en ung adonis. Tænk på Alexandra. Er hun ikke fjorten år ældre end Martin? Vær du stolt over, at du kan og nyd det. Jeg er selvfølgelig ikke spor misundelig! Men hvordan kunne du skrive, du var fyrre?” Mia trak på skuldrene. ”Jeg tænkte – ellers er der sgu ingen, der svarer”.

De spiste, men opgav på halvvejen. ”Burgere er ok”, sagde Signe, ”men også lidt ligegyldige. Vi tager kaffen et andet sted. Jeg giver. Vi kan fejre, at min datter igen har scoret 12. Hun må have arvet sin mors gode hoved”. ”Eller sin mosters”, grinede Mia. Mia havde været den klogeste, men tidlig skoletræt. Det var slideren, Signe, der var blevet familiens første akademiker.

De tog overtøj på. Signe sin blå dunjakke fra sidste år. Mia en ny chic designerfrakke. Hun lignede en filmstjerne, tænkte Signe. Ved lyskrydset stoppede en mand dem. ”Mia”, sagde han overrasket. ”Jeg bor her, i Holmbladsgade. Har du travlt?” ”Det er min søster, Signe”, præsenterede Mia rødmende. ”Det er Carsten”. Signe prøvede ikke at stirre på hans tatoverede bryst.

”Jeg smutter”, sagde hun. ”Vi ses”. Så var hun væk. Mia så på Carsten. ”Ved du hvad?” sagde han. ”Jeg fandt dig på facebook i dag. Jeg ved godt, hvornår du er født. Jeg vil bare lige sige, at jeg er ligeglad. Du er smuk. Jeg er vild med dig”. ”Jeg er også vild med dig”, svarede hun. Og jeg har ikke travlt”. Carsten smilede og lagde armen om hende. ”Så lad os gå hjem til mig. Jeg glæder mig til at vise dig min lejlighed”. De gik hurtigt ned ad Amagerbrogade mod Holmbladsgade. Bilen glemte hun at få med.

Line Knudsen.

Skriv kommentar

Besvarelsen Scor.dk er publiceret 08/05-2011 09:43 af Line Knudsen under skriveøvelsen Vendepunktet.
Version 1 - 08/05-2011 09:43
Besvarelsen er på 487 ord og lix-tallet er 22.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

13 år siden
#1 Lejsy Storm
Hej Line

Ja, det må man sige var en hel uventet drejning, som historien fik. Opgaven er fint løst med din besvarelse. (Og så blev jeg lige bragt tilbage til mit gamle kvarter) :-)

Mvh.
Lejsy Storm
13 år siden
13 år siden
#2 Line Knudsen
kære Leisy Storm. Tak for de pæne ord. Jeg boede selv på Amager i ni år, og jeg har beholdt min tandlæge på Amagerbrogade. Eder rá kom inspirationen. Fastslog spiser jeg naturligvis aldrig. Det er jo usundt! VH Line Knudsen
13 år siden
13 år siden
#3 carped15
Hej Line..

Bortset fra nogle små ups´ere skriver du dejligt let, hvilket altid er en fornøjelse.

Hvad angår historien - så synes jeg måske, du bruger forholdsvis lang tid på en lang indledning med masser af informationer, der er irrelevante for handlingsforløbet. Eks "De spiste, men opgav på halvvejen. ”Burgere er ok”, sagde Signe, ”men også lidt ligegyldige. Vi tager kaffen et andet sted. Jeg giver. Vi kan fejre, at min datter igen har scoret 12. Hun må have arvet sin mors gode hoved”. ”Eller sin mosters”, grinede Mia. Mia havde været den klogeste, men tidlig skoletræt. Det var slideren, Signe, der var blevet familiens første akademiker". Jeg kan ikke se ekstistensberettigelsen af denne sætning. Den virker bare som fyld. De mange ord kunne måske være brugt på noget andet. Det samme gælder "De tog overtøj på. Signe sin blå dunjakke fra sidste år. Mia en ny chic designerfrakke. Hun lignede en filmstjerne, tænkte Signe."

Som stor fan af din "loretta" håbede jeg, at du ville frembringe noget tilsvarende, men jeg er en smule skuffet over den manglende originalitet.

Ulig Lejsy var jeg ikke særligt overrasket over slutningen. Håbede måske på noget mere fra din hånd:-)

Håber ikke jeg er for hård i min kritik, men kvalitet forpligter:-)

Venligst Kristian
13 år siden
13 år siden
#4 Line Knudsen
Kære Kristian. Tak for kritikken. Du har ret. Loretta er mere original. Jeg ville skildre de to søstres forskellighed. Signe er tilfreds med sit liv og sin alder. Manden med topmave, jakken fra sidste år. Hun elsker mand og børn og ser op til sin smukke søster. Hun er slider og mønsterbryder, og jeg tror også hendes datter vil få en god uddannelse. Mia er modsat. Hun har behov for at lyve sig yngre og se ung og lækker ud. Hun er single, måske ensom. Hun er den utilpassede søster, klarede ikke skolen som barn på trods af gode evner.
Jeg ville gerne angribe fordommen om, at kvinder ikke kan være seksuelle efter overgangsalderen. Mia skulle ikke fremstå som ynkelig, og derfor vil Carsten gerne have hende på trods af løgnen og de 10 års aldersforskel. Men måske kom hun alligevel til at fremstå som en ynkelig freak. I så fald har jeg ikke gjort det særlig godt. Hun skulle være en slags superstar, der er attraktiv for en yngre mand, selvom hun selv er ældre. Som Madonna eller Grevinde Alexandra. Nå, det blev som det blev. Må gøre det bedre en anden gang. VH Line
13 år siden
13 år siden
#5 Lise Eva Kramer (Lille spejl)
Herlig fortælling. Man er ikke bare fyrre, fed eller færdig som moden kvinde idag.
Med venlig hilsen
Lise
13 år siden
13 år siden
#6 Poul Brasch (Blækhuset)
Hej Line.

Det er en herlig lille fortælling.
Jeg bliver egentlig ikke overrasket over drejningen i forløbet, forventede måske lidt i den retning.
Synes altid, det er et spændende emne: Hvordan søskende klarer sig, i relationen med hinanden og på egen boldgade. Hvordan livet former sig for den enkelte og det "konkurrence" element der kan opstå i en søskendeflok. Jeg er selv ældst i en flok på 5.
Jeg skal lige have læst "loretta" som bliver så varmt anbefalet.
Så vender jeg tilbage.

Vh.
Poul
13 år siden
13 år siden
#7 Line Knudsen
Tak for kommentarerne. Har lige læst jeres historier også, og de er supergode begge to, så er det jo endnu bedre med lidt ros. Min egen storesøster siger, at halvtresserne er de nye tredivere, når man ser på vores livsstil og værdier. Det er jo fint. Så har vi masser af år tilbage at feste i. Bare vi ikke går helt så hårdt til den, som Pouls stakkels hovedperson. Jeg føler med ham. VH Line Knudsen.
13 år siden
9 år siden
#8 Jytte Black (Lilla Blomst)
Hej Line
Det er en rigtig god skriveøvelse du har lavet, om det at man føler at alderen kan være en hæmsko for at finde en mand.
Vh. Jytte
9 år siden