Hun stod nede ved breden af skovbækken, hun havde lige været i vandet og vasket sig, og nu stod hun og flettede sit lange sorte hår, mens hun nynnede en melodi for sig selv, hendes rene unge stemme kunne høres klart og tydeligt. Pludseligt blev der stille i skoven, fuglene tav, dyrene trykkede sig, ja selv vinden stoppede sit åndedrag. Den unge pige stoppede midt i en bevægelse, bevidst om, at hun blev beluret.
Hun hørte puslen i buskene bag sig, og inden man kunne nå at opfange, hvad der skete,, stod hun med pilen på buen, pegende ind i busken, mens hun hvæsede "kom frem". Foran hende rejste sig nu en stor voksen mand, hans tøj var beskidt, han havde langt skæg, og så ud som om han hverken havde fået vådt eller tørt i flere dage.
"Hvad vil du her ?" spurgte pigen. "Vaske mig" sagde manden kort, med en dyb stemme, "du behøver ikke være angst for mig, jeg havde ikke tænkt mig at gøre dig noget" manden virkede oprigtig, og hun lod buen sænke. Derpå fløjtede hun sin hest til sig, svang sig op, og red hurtigt væk. Manden kiggede forbløffet efter hende, imponeret over hendes vildskab, hurtighed og klarsyn. Så lagde han tøjet, gik ud i bækken og vaskede sig. Derpå red han ind til byen. Han var guldgraver, og han havde endeligt fundet et stykke, som han ville omsætte. Inde på baren fik han slukket sult og tørst, og halvsnaldret gik han op på det lejede værelse, for at få sovet. Der gik ikke længe, før han hørte skridt der stoppede ude foran hans dør, og selvom han ikke havde fortalt nogen om guldet, så kendte folk i byen ham, de vidste der var en chance for guld, når han kom til byen. Håndtaget bevægede sig, og han listede ud af sengen, gemte sig bag døren, og ventede. Et kort øjeblik efter lød der et skud, og derefter et til. Han så to mænd liste hen mod sengen. Da de var nået derhen, og det gik op for dem, at han ikke lå der, vente de sig hurtigt om, for sent. Han slog revolverne ud af hånden på dem, i samme øjeblik de drejede rundt, og med et par hurtige slag af sine store barkede hænder, lå de livløse på gulvet. Han bandt deres hænder sammen, og satte sig til at vente. Han var klar over at sheriffen var på vej, skud var som en alarmklokke i byen. Ganske rigtigt kom sheriffen, og mens han førte de to væk, grinede den store mand. De blev aldrig klogere.
Efter den nat, besluttede han, at byen og han aldrig ville være gode for hinanden, han pakkede sine ting, og tog tilbage til bækken, hvor han havde mødt den unge pige. Der slog han lejr, og håbede at hun en dag ville dukke op igen.
Og hvis han ikke er død, så sidder han nok dernede ved bækken og venter stadigvæk.