Gaden var tom, bortset fra de to.
De fine folk havde gemt sig i deres huse. Eller havde sprunget på deres heste og sat sporene i, så dyret havde sprunget så hurtigt det kunne. Nogle af hestene ved saloonens drikketrug havde endda fornemmet spændingen i luften, og slidt sig løs fra deres tøjr.
En enkelt af dem havde vist været mere ramt af stemningen end i besiddelse af en synderlig begaveles. For selvom den have revet i sig fri og taget flugten med dundrende hove. Så havde den ikke evnet at flytte sig længere end til købmanden, som havde nogle neg havre hængt op. De var sikkert pynt i anledningen af byens høstfest, men ingen vovede sig ud for at jage kræet væk. "Den var vel sulten" tænkte han, og prøvede at få nerverne under kontrol.

De mange mennesker i byen for at fejre høsten, havde kun skulle bruge et øjeblik, for at forstå det var nu de skulle forsvinde. Jerry Masterson var stoppet op midt på byens hovedgade og med raseriet tydeligt i stemmen råbt på ham. Panikken havde bredt sig som en løbeild og efterladt alt stille og øde.

Deres opgør havde været længe undervejs. I måneder havde ufreden vokset mellem deres familier. Og nu skulle han spille sin rolle, i dette umulige kludetæppe af en familiestrid. Blot tre dage forinden, havde han selv ligget i højdedragene uden for Masterson farmen. Med et skud fra sin riffel, havde han sat et punktum i Chris Mastersons liv.
Og nu var turen kommet til ham. Udfaldet var allerede givet. Jerry var hurtigst og ville vinde, mens han ville ende liggende i en pøl af blod. Han havde forberedt sig på den her dag. Forestillet sig hvor nonchalant han ville være. Hvordan han med utravle skridt ville træde ud i solen fra salonens mørke, med støvet hvirvlende om hans ben, og sende Jerry et foragteligt smil.

Men sådan havde det slet ikke været. Hans puls var steget og håndfladerne begyndt at svede, ved lyden af Jerrys råb. Benene havde knapt ville lystre, og han var sikker på at hans hjerteslag kunne høres på lang afstand. Nu da han stod der, var han usikker på om han kunne løfte sin revolver.
Et kort øjeblik stod de der bare, med den stille vind i ørene og blikket fæstnet på den anden. Så trak Jerry revolveren. Det gik så hurtigt, at han knap opdage det, før slaget mod hans ribben, og huden brændte, og hans ansigt forvandlede sig til en smertens maske. Blodet væltede ud, mens han sank til jorden.

"Tak!" råbte instruktørens stemme ude fra venstre. "For fanden Tom!" vrissede han, frygten fro den store scene forsvundet. Han vendte sig mod stuntmanden, der kom løbende. "Den ladning brændte sgu igennem min padding. Jeg tror fandme du gav mig et brændemærke".