Det var højsommer, midt på dagen, og selv firbenene svedte. I fjorten dage havde den lille gruppe redet imod vest. Året var 1849.
Netop ankommet efter en hård rejse over Atlanterhavet fra Reykjavik i Island til havnekajen i New York havde familiens overhovede Björgulfur meldt sig til myndighederne for at få tildelt det lovede stykke landbrugsland. Hans familie havde bevæget sig på kanten af sult i månedsvis hjemme i Island, og undervejs på skibet havde han, konen, og de to børn nu slået sig sammen med 4 andre familier for at søge lykken i Guds Eget Land.
Den eneste i gruppen som talte engelsk var en ung kvinde, Sigrun, som kort havde haft arbejde som engelsklærer på den fine skole i Reykjavik i et års tid. Hun var blevet fyret da tiderne var blevet hårde.

Man forlod New York. Turen over prærien med nye og ukendte farer for den lille gruppe havde nu bragt dem til den lille by OshKosh i Nebraska, med 550 indbyggere. De var trætte, støvede, og kvinderne trængte til et ordentligt bad. De skulle også bruge proviant, bønner, mel, tobak og andre fornødenheder.

Sigrun gik som tolk med sin egen mand Thor og Björgulfur ind i købmandbutikken, og forsøgte sig på sit hjemmestrikkede engelsk. Manden bag disken talte svarede med en tyk accent, som virkede bekendt, og langsomt fattede Sigrun mistanke. Hun tog mod til sig og spurgte:
"Er du fra Island?", og til deres store forbløffelse svarede manden bekræftende på dette! Den var således ikke brug for tolkning den dag.

Efter med stor fonøjelse at have hørt om nyt hjemmefra, og introduceret dem for sin kone, kom ejeren med ud for at tale med alle i gruppen. Og som det ofte gik når islændinge mødte hinanden, viste det sig at mange kendte hinanden, eller var i familie.

Da manden hørte om deres planer om at starte på en frisk i Idaho, sagde han:
"Inden I beslutter jer endeligt, bør I søge imod nord. Der er en stor islandsk koloni undervejs i Manitoba i Canada, og det siges at man kan klare sig helt uden at tale engelsk. Det er som at være hjemme! Vi ville selv være taget derop, men vi orker ikke at rejse igen. Det er vi blevet for gamle til."
"Nå, det var gode nyheder. Er der god landbrugsjord deroppe?" spurgte Thor.
"Absolut! Der er masser af plads deroppe endnu, og gratis jord."

Den lille gruppe besluttede at gøre holdt i byen i et par døgn, imens de fordøjede disse nye oplysninger. Det ville unægteligt gøre deres liv lettere hvis de kunne klare sig uden engelsk. Og retten til deres jordlodder i Idaho udløb først om et år.

Og således gik det til at en lille gruppe nybyggere fra Island havnede i Canada istedet for Idaho.