Charles sad inde i deres lille skur ligene undskyldning for et hus med hans lille læderbog i højre hånd. Lugten af mudder og røg ram hans næsebor, mens han med den fineste håndskrift skrev noter. Udenfor skuret kunne høres en rislen af vand, småsten der skraber mod en metalsi, og overraskende nok; et par fugle.
Det var John.
Charles lænede sig lidt tilbage i den efterhånden rådne træstol. Han lagde begge hænder på bordet foran ham, mens han så ned på de blækfyldte papirer. Et suk kom ud fra hans mund, da han rettede lidt på læderhatten. Hans arme var over kors.
Småstenene mod metalsien lyden stoppede, men blev erstattet af lyden af støvler på vej mod skuret. Charles vendte hovedet mod døren, og ganske som forventet, trådte John ind. Han havde et trist udtryk i ansigtet.
”Heller intet i dag?” Sagde Charles med et lille skævt smil på læben. Det var vidst ment som en trøst.
John gik hen og satte sig på bordet med blikket ned i læderbogen. Charles blik virkede ikke som ment.
”Næh, men i morgen er der jo en dag til”, John rejste sig. ”Og efter den, en til”, sagde John med et lille smil over læben, mens han gik hen til det der skulle være deres køkken, og åbnede et skab. Charles så kort over på ham og smilte let, for han havde jo ret. Hans blik fandt dog selv vej ned på papirerne i læderbogen igen. Han greb om fyldepennen og noterede: 30. August 1991. ”Ingen lykkedag. Vandet er stadig grumset og uklart. Ikke fundet værdi. Humøret er ved at være sløvere end en sulten hest.”
”Bønner eller bønner Charles?” Sagde John og lo en smule.
”Bare vent, en dag spiser vi bedre en kongen af England”, svarede Charles og klappede bogen sammen. Han rejste sig op og gik hen ved siden af John. Hans skridt var lange og højlydte. John tog en kniv fra hans bælte og stak den ned i konservesdåsen med bønner. Charles lo.
”Giv mig den, barn”, Charles tog dåsen og traskede udenfor. John stod tilbage med et lidt spørgende blik.
Charles så sig om på deres jord. Ørkensand, kun ganske få træer, deres sø og guldgraverstativet. De havde kun ejet det i et par år, så det er klart de ikke havde fundet noget endnu, det er jo også en stor sø.
Han satte dåsen på hestestanderen og trak sin revolver. Sigtede og skød. Nu var der i det mindste hul.
Han gik tilbage ind og lavede mad sammen med John. De gik i seng, og næste morgen fortsatte deres faste hverdag, helt uden viden om at en dag ville Charles og John eje en af Amerikas største guldminer – og ja, spise bedre end kongen af England. I hvert fald lige så godt.