(Jeg har skrevet med flg. 5 ord, men mistede kladden: Stjerneskud, silkeskjorte, havenisse, stokrose, trofæ)

Hansen sad på terrassen og så ud over havet, som kun lige kunne anes i mørket. Bortset fra par enlige lygtepæle lidt længere inde ad den slidte strandpromenade, der snoede sig ind mod byen, var det helt mørkt. Det var et stykke efter midnat, og der var ingen måne. Han havde slukket lyset i sin lille feriehytte, så han kunne sidde i mørket og kigge efter stjerneskud. De eneste lyde, han hørte, var den brusende lyd af de små bølger, der knækkede i brændingen, og stenene, der rytmisk rullede frem og tilbage i vandkanten. Han åndede den salte luft dybt ned i lungerne og vrikkede med tæerne i sandalerne. Han elskede den varme tropenat. Det var på dette tidspunkt, han var tættest på at føle sig lykkelig. Han følte sig næsten som det sidste menneske i verden, men var ikke længere ensom, nu hvor Ella var hos ham igen.

Det havde været nogle ensomme år, lige efter Ella døde. Specielt vintrene hjemme i Danmark havde været svære at komme igennem. Han havde til sidst solgt det smukke bindingsværkshus med stokroserne og de mange havenisser, der mindede ham så meget om hende, og købt en lille lejlighed i byen, så der var blevet råd til at tilbringe vinteren under varmere himmelstrøg. For et par år siden havde han købt denne lille feriehytte, og nu havde han altid Ella med sig, når han rejste herud. Han sad tit og småsnakkede med hende. Fortalte hende om ting, han oplevede, når han var ude. Spurgte hende til råds om indkøb og huslige sysler. Han kunne høre hendes varme latter i baggrunden, hvis han fumlede for meget med madlavningen. Om nætterne, når de sad helt stille i mørket, var hun allermest nærværende.

Han lod venstre hånd glide ned over sin silkeskjorte. Fiskede cigaretterne op fra brystlommen og fik ild på én med den smukt indgraverede guldlighter - det eneste lille trofæ, han havde beholdt fra sin tid som marketingchef. Han havde gjort det udmærket. Været dygtig og vellidt. Han havde haft Ella ved sin side i femogfyrre år, indtil hun døde af kræft for fem år siden. Hun havde været en succesrig keramiker og havde arbejdet med sine elskede figurer til det sidste.

Han lod hånden med cigaretten tegne en bue, mens han fulgte gløden med øjnene. Han smilede svagt, da han rakte cigaretten frem mod den smukt dekorerede urne, der stod ved siden af ham på terrassen. Hun havde formet den som en lille havenisse. Han kunne lige netop ane hendes velkendte træk i det svage lys fra cigaretgløden: "Vil du have et hvæs Ella?"