Snakker vi havenisser, så er der mange historier at vælge imellem. Mange af dem handler om vold mod nisser; de såkaldte kamikazenisser, selvom denne terminologi ikke kunne være fjernere fra sandheden. Men det er desværre virkeligheden for havenisser. De står på en græsplæne, ude af stand til at bevæge sig, mens de bare venter på deres skæbne.
For de er jo væsner, som lever evigt, medmindre mennesket med sin naturlige overlegenhed skal vise sig ved at sprænge dem i luften med en håndfuld fyrværkeri. Og sådan et evigt væsen var Tommel Stok Eliot også. Han forkortede det tit til T.S. Eliot, for han var en lærd nisse, som havde en fin udsigt til et nærliggende bibliotek. Selvfølgelig kunne han ikke læse selve bøgerne fra hvor han stod, men titler og forfattere kunne han lige nøjagtigt skimme. Engang havde han set et foto af T.S. Eliot, og fandt til stor ærgrelse ud af, at han var en yderst skægløs mand.
Der hvor Eliot stod, havde han også udsigt til en lille families hus, og dem fulgte han også i ny og næ, når han ikke diskuterede verdenspolitik og udhulede mænd med haveslangen. Han fulgte familien gennem alle årstiderne, fra udpakket strikketøj til smeltet is, fra påskelilje til træernes afklædning. Snart var det ikke kun omgivelserne, som var i fornyelse, men også familien. Her vidnede han alt fra fødsel til død, og selvom de løjerlige mennesker reagerede meget anderledes, så kunne Eliot ikke se den store forskel på vugge og grav.
Da Eliot var af udødelig natur, så kunne han ride tiden uden at bekymre sig om alder eller længden på sit skæg. Men menneskerne omkring ham lod til at forsvinde med større og større hast, som var de stearinlys i en fejende orkan. Især da de flammende svampe begyndte at vise sig i horisonten. Eliot fandt stor inspiration i disse til sine videre tanker og filosofier, og selvom han blomstrede indvendigt, så døde alt omkring ham.
Han bemærkede at folk ikke længere boede i strålende prangende parcelhuse eller vovseomringede villaer, men i hullede og hindrende huler, som holdte mennesket tilbage. Og da det første menneske efter lang tid atter legede med ild og hjul, så kunne Eliot ikke lade være med at tænke på ordet 'fødsel'. Ikke længe efter blev også den første sten i lang tid smidt af sted, og her kunne Eliot ikke andet end at spå død.
For selvom Eliot stadig ikke forstod forskellen på død og fødsel, så var han bekendt med naturens tendens til gentagelser. Så næste gang han fik chancen for at snakke med endnu en haveslange, så ville han holde diskussionen fast ved ét simpelt spørgsmål:
"Hvornår vil verden ende igen?"