En gråspurv landede på den rimdækkede gren lige over ham på klatretræet, og gav sig til at stirre bebrejdende. Havde drengens liv været instrueret af Disney, havde den med garanti haft vingespidserne solidt plantet på hofterne for at understrege alvoren, men der var nu alligevel ingen tvivl dens foragt.
Og ja, det kommer måske som en overraskelse for dig at spurve har nok forståelse for kausalitet til at regne ud hvem der fuckede med den eneste lødige fødekilde her midt om vinteren. Nu ved du så det - ingen grund til at takke mig for den oplysning, for det var da så lidt.
Midt i parken, ikke langt fra den nu spejlblanke og dybfrosne andedam, stod et foderbræt, hvor byens børn og voksne forsynede de overvintrende fugle med alskens lækkerier. Det var ret simpelt i sin opbygning: et lodret rør med en træplade øverst. Med andre ord, en platform.
Og en platform var lige hvad drengen havde haft brug for. Han havde arbejdet i ugevis på sin hjemmelavede raket, og naturligt nok havde han ikke kunnet modstå affyringsrampen, som parkens bedste klatretræ havde fuldt udsyn til.
Til hans forsvar, havde han altså forestillet sig, at raketten ville stige lige op i luften når den blev antændt, uden så meget som at riste et hørfrø på foderbrættet. I den forstand er det måske bemærkelsesværdigt at drengen tilsyneladende var mindre forudseende end en gråspurv, men sådan er der jo så meget.
Han havde fyret op under den to meter lange lunte, for derefter at spurte hen til træet og klatre højt nok op til at have et perfekt overblik, sitrende af spænding.
Til hans store overraskelse, løftede raketten sig aldrig en millimeter over platformen, men væltede i stedet om på siden, hvor den begyndte at snurre voldsomt rundt som en anden sol. Spruttende sendte den kaskader af solsikkekerner, jordnødder og hirse i alle retninger, mens både drengen og fuglende så måbende til.
Gråspurven på grenen havde nu fået selskab af et part artsfæller, og drengen, der nu følte at det trak op til en regulær skideballe, mumlede for en sikkerheds skyld noget om at købe frø i morgen, inden han løb ud af parken i en rygende fart.
**De fem tilfældige ord inden siden blev genindlæst: overraskelse, raket, klatretræ, spejl, gråspurv