Mine ord var gråspurv, gave, klatretræ, spejl, kaktus

Gråspurven og Katten

Gråspurven var på sin morgentur rundt i villakvarteret. Pludselig så den en smuk, smuk have med en lille sø i midten.
- Der må jeg ned og leve mit liv, tænkte den og slog sig ned ved søen.

Inde i stuen sad Katten i sit klatretræ og længtes ud. Den kunne lige skimte solen og træerne bag den store kaktus, der stod midt i vinduet.
- Ih, hvorfor springer jeg ikke rundt udenfor, tænkte den. - Så kunne jeg opleve en helt masse nyt. Katten havde efterhånden efterset alt hvad, der var i huset. Den havde leget med kuglepennene, klatret i gardinerne, fanget mus på loftet og sat adskillige edderkopper til livs. Nu ville den gerne ud, fortsætte sin opdagelsesrejse, men dørene var altid lukkede. Den kunne ikke komme ud. Det var umuligt.
Katten var hoppet fra klatretræet op i vinduet, der var lige plads ved siden af kaktussen, og kunne nu se en gråspurv, der sad og pudsede sine fjer. Den brugte søen som spejl.
- Det ser ud som om, den gør sig til, men det kan vel ikke være for mig, tænkte Katten. - For jeg vil jo bare spise den. Hvem gør den sig så til for?

Gråspurven elskede at spejle sig i vandet og se hvor smukt den tog sig ud.

Katten tappede på vinduet, men Gråspurven lagde ikke mærke til det. Den havde travlt med sig selv. Katten tappede hårdere. Gråspurven så op. Den så ind i en vidunderlig verden.
- Hvilken gave, vil det ikke være at komme derind, tænkte den. - Det er, fordi jeg er så fin, at jeg får den mulighed. Det er, fordi jeg gør mig sådan umage. Jeg har simpelthen fortjent det.
Og så fløj den lige lukt ind i vinduet, der spejlede haven så smukt. Ruden gik itu. Gråspurven døde i sammenstødet og Katten fik sin frihed og et godt måltid mad.