Solen rusker liv i mine øjne før vækkeuret. Mine tæer er kolde og da jeg endelig får samlet kræfterne til at sætte mig op snurrer mit hoved ørt rundt. Jeg prøver at får bevidstheden igen ved at få fodsæte med trægulvet. Spejlet er vist den eneste der kan være ærlig overfor mig. End ikke min kæreste Klaus har tid til at stoppe op og kigge elskeligt på mig mere. Han har sovet ude, og jeg ved faktisk ikke hvor henne. Min maske af ignorans er efterhånden blevet kronisk overfor hvem som helst. Jeg har knapt nok hevet mine bukser op over knæene da telefonen ringer.
"Hallo?"
"Ja, Henrik her. Husk din fotosession med modellerne fra 'Unique Models' idag kl. 13, så tag det pæne tøj på."
"Okay. Vi ses. Hej."
Jeg er efterhånden blevet vant til at min chef blander sig i de personlige ting som min beklædning, selvom jeg 23 år gammel sagtens kan være selvstændig. Jeg kedede mig på mit arbejde, og allermest ville jeg bare blive hjemme, skrue helt op for musikken og bare lade den overdøve min rutinerede hverdag.
Jeg åbner døren til mine lejlighed og dumper ned af trapperne fra 3.sal og ud af døren til gaden. Vinden kvæler mig med det hårde slag i hovedet, og min cykel ligger på siden efter et knock-out. Jeg sætter igang i pedalerne mod arbejde til endnu en kedelig dag med upålidelige mennesker, der kun er ude på at udnytte én. Jeg sætter musik i ørene og lader den overspille larmen i byen, så man næsten skulle tro her var idyllisk. Uden penge til mad satser jeg på, at der i frokostpausen bliver kastet rester fra bordkanten. Min mave knuger ydmygt.
Da jeg når til Botanisk Have løber der - til min store overraskelse - en kat ud foran mig og jeg bremser hårdt og falder. Katten bliver først selv forskrækket og løber ind under en bil, men lidt efter lister den tilbage til mig. Min puls slår tromme mod min hals. Jeg kigger op på den forvirrede kat og længe holder den blikket fast i mit. Det er et lydløst øjeblik, hvor hverken konstrueret musik eller byens larmende vokaler kunne høres. Med et rejser jeg mig forsigtigt, trækker cyklen den modsatte vej og efter kort tid lunter katten som en lille trofast løve mig i hælene.
Jeg sidder i sol fra vinduet med strikketøj i skødet, trods at man efter min mening burde have afskaffet den kedelige beskæftigelse for flere årtier siden. Trods det hygger det mig at sidde med blødt strikketøj, høre blødere musik iført mit blødeste tøj i min rigtig bløde sofa med en blød kat ved min side.