Det kom lige før det hele gik i stykker. Stjerneskudet. Det fløj lystigt, næsten ihærdigt over himlen, søgte ly. Gemte sig, måske? Det var der i hvert fald, og der var ingenting at ønske, ikke længere.
Han sad med sin halvrøgede cigaret i hænder, der nu var ligeså blå som blodårene, der nærmest syntes at have svulmet op så de var ganske tydelige under den pergamenttynde hud. Øjnene løb i vand, og han vidste ikke længere om det var på grund af kulden eller på grund af ingenting.
Fordi han frøs eller fordi han ikke gjorde.
Og han var ligeglad.
Han var kold som is, og han var ligeglad.
Han havde røget en halv pakke gul Camel om dagen i 5 år, og han var ligeglad.
Han var iklædt en trøje med en stor og grim tomatklat, der havde siddet der siden i går, og han var ligeglad.
Han havde fået nyheden om de nylige jordskælv rundt omkring, havde hørt nyheden om dét, der nu i nat ville ramme, og han var ligeglad.
Han havde set et stjerneskud, han havde aldrig nogensinde set et stjerneskud før i nat.
Og han var ligeglad.
Han kunne allerede mærke det nu; hvordan tingende lige om lidt ville briste, knuses mod det ubehandlede trægulv, og hvordan hans egen maske ikke ville kunne holde til det. Han blev nødt til at prøve. Han måtte se det i øjnene, måtte stå og falde på det, han vidste var virkeligt, men som han aldrig havde hverken smagt på, følt, set eller hørt.
Han vendte sig om, utroligt, tænkte han, blodet bruser for mine ører, det løber igennem min krop med lynets hast, jeg har aldrig været så bange.
Men min hånd er fuldkommen rolig. Den ryster ikke.
Spejlet reflekterede hans krop og sjæl og tanker, hans frygt, hans had, hans hengivenhed og hans øjne.
Så ramte jordskælvet.
Og det hele blev knust.