Jeg skrår tøvende over pladsen, hvor duerne som altid er samlet til hobe og knapt bemærker mine skridt. Sommerfugle og kvalme kæmper om overherredømmet i min mave, og jeg sanser mere end ser Piazza San Marco. Den velkendte duft af hav, kold turisme og affald. Lyden af italiensk temperament og duernes hierarki. Luftens blide kærtegn, og solbrillernes klistren på næsen. Så længe siden, så let genkendeligt, så overraskende smerteligt. Jeg samler mig sammen.
”Buongiorno, signora”. Tjeneren smiler imødekommende, og kort efter materialiserer en caffe latte sig foran mig. Forbløffende hurtigt. Verden må have indhentet snobberiet.
Jeg rejser mig og flytter til et bord lidt længere til højre for at få bedre udsigt til indgangen til Correr Museo.
”Signora…?”.
Jeg vinker afværgende af tjeneren, og læner mig tilbage i den grimme, umagelige gule fletstol. I god tid. Tænker vel, at jeg har brug for at forberede mig, men hvad siger man? ”Ciao, baby, long time… – ja, nu skal du høre…”. Nej, der er ingen let måde at få det sagt på. Lige ud af posen måske? ”Du har været far de sidste 24 år, hun hedder Laura, og jeg har brug for dig. Nu. Om 6 måneder er du den eneste, hun har. Nej, hun ved intet om dig og nej, hun ved intet om de 6 måneder.” Kønt bliver det ikke.
Stolen svajer pludselig under mig og alting vælter ind over mig. Larmen, varmen, den klistrede stol, min fejhed, sygdommen, og den blanke sorte afgrund i øjnene på ham, der om lidt sidder overfor mig. ”Bella, mia donna bella, please, ti amo …”. Jeg flyver ukontrolleret ud i orbit, snurrer rundt og rundt, en stjerne eksploderer i mit hoved, jeg er klam, kold og varm, klamrer mig til armlænene. En advarsel, et virkelighedens deja-vu fra et andet liv. Vær nu varsom her.
”Signora… signora…”. Høj stemme og hurtige skridt. Jeg løfter med besvær hånden til en afværgende gestus. Det var dog en fandens masse opmærksomhed.
Tager en dyb indånding og tvinger mig tilbage til nu. Det kan jeg da finde ud af. Jeg løfter blikket mod Correr Museo og ser en skikkelse komme ud fra museet, 10 minutter for tidligt og lidt febrilsk. Sorte bukser med hvid skjorte, opsmøgede ærmer, guldur og solbriller tager hjemmevant pladsen i besiddelse. Intet nyt der. Og dog, allerede på afstand kan jeg se de grå stænk, kroppen der er sunket lidt sammen, og en antydning af topmave bag den ulasteligt hvide skjorte. En ukendt ømhed skærer igennem mig.
Jeg rejser mig besværet fra stolen, glatter den korte kjole med fugtige hænder og ser, at han ser mig. Han sætter farten lidt ned, skubber solbrillerne op i panden. Hans øjne er blanke.