En underlig varme kommer ganske langsomt krybende, og stille omfavner den mit kolde ansigt. Jeg kan intet huske - op og ned kan være ligegyldigt. Her i hulen finder de mig aldrig, tænker jeg vagt bag lukkede øjne i tusmørket, der omgiver mig. Selv i dette stille, blege lys kan jeg fornemme solen, der skinner et sted langt borte. Solen, som jeg nok aldrig kommer til at se igen... Svagt, blåhvidt lys.
'Som en undervandsverden fyldt med vidundere,' tænker jeg og driver langsomt væk i noget, der minder om søvn. Mit ansigt er næsten ligeså hvidt som mit tøj, og jeg kan ikke mærke mine ben. Hjerterytmen bliver langsommere, og jeg tænker: 'Når hulen er væk, finder de mig sikkert'. Så kan de få fred... og se mig en sidste gang. En svag glitren et sted over mit hoved slynger lysprikker ind bag mine lukkede øjenlåg, men jeg vil sove... Bare sove. Solens stråler, som jeg ikke kan se, bager sikkert blegt på min familie nu. Gad vide, om de har hørt tordenskraldet fra bjergsiden?
_

Det er så smukt... Bare at stå som en opdagelsesrejsende, der planter sit flag - og se det oplyste landskab, der glitrer som finsleben diamant. Alt er hvidt og funklende... Her og selv i dalene, hvor der normalt ville være grønt og vandet ville fosse i elvene. Men alt er frossent.
Jeg er helt alene på en norsk tinde... Men bjerget brummer pludselig højlydt, og dets efterfølgende primalskrig tager næsten vejret fra mig. Med dirrende knæ sætter jeg af og flyver som en ørn over alt det glitrende hvide, den stive kuling fyldt med små fnug sandblæser mit rødkindede ansigt. Jeg anvender al den alpine viden, jeg nogensinde har tilegnet mig... og jeg prøver at følge med. Følge bjergets vanvittige, rasende rytme - men alt snurrer pludselig rundt, himmel, sol og snebedækket bjergside...

_

Og nu ligger jeg i min hule, i min pseudo-grav, og ånder mindre og mindre dampskyer ud i en stadig aftagende rytme. Ujævnt, hakkende og svagt. Men jeg fryser ikke mere... min kropsvarme føles som om, den fylder hele hulen nu... ligesom en iglo. Ilten er ved at svinde, og et smil dekorerer mine sprukne læber, da jeg tager mit sidste åndedrag. Jeg tænker på min familie, der må sørge i uvidenhed... Jeg er måske en rebelsk teenager, men i virkeligheden ville jeg da aldrig stikke af trods mine trusler. Det håber jeg, de ved... Og jeg håber, at jeg ser dem igen en dag... Hvide roser vil sikkert pryde min grav. Der er ingen roser her, kun sne. De skal finde mig...
Min hjerne begynder at slukke, og jeg når lige at tænke:
'Jeg håber, hulen snart smelter"