Jeg gik gennem den brede port i lagerbygningen, lugten herinde var sur og passede glimrende til mit humør. De ventede på mig forenden af den store hal, Carlos stod og grinede fjoget til sine to vagter. De bar begge automatvåben, og trods deres brede jakkesæt lignede de mest af alt to gorillaer, der viste tænder.
Ekkoet fra mine fodtrin hev mig, tilbage til første gang jeg mødte Carlos. Dengang havde jeg ikke været andet end en forskræmt dreng, som havde kravlet langs væggen, mens jeg gik imod ham. Han havde stået præcis som nu og havde pjattet med sine vagter, som om mordet af min familie bare havde været en ligegyldighed. Hans hårde blik navlede mig til jorden, og jeg mærkede, hvordan hans øjne borede sig ind mit hoved og stjal alt mit mod. Blikket havde låst mig fast, indtil jeg lå sammenkrympet for hans fødder og hulkede. Denne gang var det anderledes, jeg var en voksen mand nu. En mand der havde oplevet vold og elendighed nok til at modstå hans blik.
"Jamen, er det ikke min trofaste Josef, hvad skyldes æren for dette overdådige mødested? Hvilke herligheder har du stampet op til mig siden sidst?"
Carlos' hoverende tone hev mig endnu engang tilbage til fortiden, hvor han havde hånet mig ligesom nu. Smilende havde han fortalt mig, hvordan han havde slået mine forældres hoveder ind, hvorefter han truede med at tage livet af mig, hvis jeg ikke forsatte min fars arbejde. Jeg havde grædt og tryglet for mit liv, indtil Carlos til sidst nikkede og skånede mit liv. De efterlod mig liggende på gulvet, med instrukser om hvor jeg skulle hente første sending.
"Har tolderne taget din tunge? Svar på mit spørgsmål, hvorfor her, hvorfor nu?"
Den vrede stemme rungede i hallen og rev mig endnu engang tilbage til nuet. Min hals føltes pludselig tør, og jeg mærkede hvordan Carlos' blik greb ud efter mig. Selv efter så mange år havde jeg stadig svært ved at modstå det blik. Jeg slog øjnene ned og forsøgte at skjule vreden, der voksede i mit bryst, inden jeg svarede med en bevist spæd stemme.
"Jeg ... har vigtig information ... tolderne de ..."
Reaktionen var som ventet, Carlos' ansigt gik fra solbrun til ildrød på sekunder, inden han brølende sprang hen imod mig.
"Din usle lille lort. Hvor vover du at forstyrre mig med sådan en ynkelig gang pis. Har jeg ikke lært dig bedre? Ned på knæ, som den hund du er. Du er ikke værdig til at møde mig som ligemand!"
Jeg mødte kort Carlos' blik, smilede og knælede for hans fødder, mens jeg i samme bevægelse greb pistolen under min jakke.