Jeg sætter mig langsomt ned ved bordet. Om ti minutter kommer Martin, og vi skal nok - som sædvanligt - bruge tiden på at skændes. Han trætter mig. Hele situationen trætter mig efterhånden, men ligegyldigt hvor inderligt jeg prøver at få ham til at indse, at situationen er dødsdømt, så vil han absolut blive ved med at prøve. Der er bare ikke mere mellem os. Kun tåbelige, halvhjertede løfter, ingen af os har tænkt os at holde, og forbipasserende ord, som "jeg elsker dig stadig" og "du er stadig... du ér stadig det, jeg ønsker". Det er rystende, så god jeg er blevet til at lyve. Og jeg skammer mig over det.
Fem minutter til han kommer. Jeg kommer til at tænke på den første gang, jeg mødte ham; hvor smuk og ung han var, og hvor vidunderligt simpelt det var at lokke ham med hjem i seng. Hvor inderligt han rev tøjet af mig, og hvor ivrigt han fik mig kastet ned i sengen. Det er så længe siden efterhånden.
Døren går op, og jeg kan med det samme mærke at han er i dårligt humør. Han begynder at brokke sig over vejret, men af en eller anden grund lytter jeg ikke efter; han minder mig om en tidligere kærlighed, om store tillidserklæringer og nytteløse løfter. Og pludselig kan jeg se ham; jeg kan se mit livs kærlighed stå foran mig med al sin enkelthed og charme, og mens Idil Biret spiller Chopins nocturner dyrker vi sex på stranden.
- MARTIN! Råber jeg, så forsvind dog med dig! Du har intet ønske om at være her, og jeg vil ikke længere bruge al min energi på at forvandle dig til en anden. Vi burde have givet slip for længst, det véd du godt. Det er kun min egen idioti, der har holdt os sammen så længe.
Han ser på mig, og jeg kan tydeligt se, at han er forvirret.
- Skal jeg skride? spørger han. - Jamen, så fint, du skal få det som du ønsker.
På vejen ud stopper han og roder lidt rundt i sin taske. Så trækker han en vandflaske frem, skruer lågen af og hælder indholdet udover mig.
- Som en lille souvenir, griner han. - Nu er jeg færdig med dig.