Ingen kan tage det her øjeblik fra hende. De går hånd i hånd. Den iskolde vind leger med hendes lange hår, men det synes ikke at irritere hende. Hun er lykkelig lige nu. Lige her. Hun fryser ikke. Hans hånd i hendes giver hende styrke og varme. Hun ønsker at dette øjeblik vil vare evigt. Hun ved alt for godt at det ikke er muligt. Hvis bare han elskede hende, men hun er alt for ung og han alt for gammel. Hendes hår blander sig med hans, da hun læner sig mod hans skulder. Hans dynejakke er blød og dejlig som ham. Solen har ikke vist sig de sidste par dage, men nu er den kommet for at sige farvel. Hun kan høre hans tænder klapre, og hun bilder sig ind at han hvisker, i hendes øre, at han elsker hende.
Hun ser op på ham med et smil, og knuger ham helt ind til sig. Tårerne triller ned ad hendes kinder og laver streger på hans jakke. Da han hører hende snøfte, skubber han hende forsigtigt væk. “Jeg er bare glad,” hvisker hun som svar på hans spørgende ansigt. Men han forstår hende slet ikke. Han går i sin egen verden, og tænker på noget helt andet end hende. Hun kan ikke bære at se ham med en anden. Hun kan ikke holde ud at have ham i sit hjerte. Han er en kold plet, der kun bliver koldere hver dag. Kun lige nu. Alt hun ser er ham. Han er det eneste hun ønsker. Det eneste hun har brug for. Men han er det eneste, hun ikke kan få. Han er hendes et og alt. Han ved det bare ikke og vil aldrig vide det. Han vil aldrig kunne forstå hende. Hun kender ham alt for godt.
En bil kommer kørende i det fjerne. Solens stråler følger den på vej hen til hende. Hun hiver i hans hånd, så han stopper op. Blidt skubber hun ham ind til siden, mens hun selv træder et skridt ud på vejen. “Farvel,” hvisker hun, da hun giver slip på hans hånd. Bilen er kun få sekunder væk. Hun smiler til ham, da hun snurrer om på foden. Hun springer frem på det rigtige tidspunkt, og væk er han i hendes hjerte.

Ingen kan tage det øjeblik fra hende.