Hun glider frem i søvnens forværelse. Sover og er vågen på samme tid, og kan ikke rigtigt bestemme sig. Sanser det stille mørke og et udefinerbart fravær. Hun åbner og lukker øjnene en enkelt gang. Mørkemørkt. Intethed. Prøver at finde sindets dør fra forværelset og tilbage ind i søvnens landskab. Ligger helt stille, lader luften glide ind og ud af lungerne, fastholder forværelset. Ikke tage stilling, ikke tænke, blot ånde. Slippe alt. Hun smager den kølige, tørre luft. Lader den glide ind og ud gennem næsen.

Langsomt mærker hun den tunge, hvide dyne. Lethed og tyngde smyger sig om hende. Lykkelig lethed. Tryg tyngde. Hovedet hviler tungt på den fugtige pude, og hun mærker kinden som er varm og lidt øm af søvnen. Lagenet krøller let under hende og natkjolen har rullet sig op som en tyk pølse under hoften. Bevidsthed og vågenhed trænger sig på. Hun ønsker det ikke. Ønsker at blive liggende her, i fosterstilling, sove, men kroppen har sin egen rytme.

Hun åbner øjnene igen, modvilligt. Konturer begynder at tegne sig for hendes øjne, mørkesorte skygger, mørkegrå linjer tegner billeder i mørket. Billeder hun kender. Hun lader øjnene hvile på dem. Søvnen er ikke længere tilgængelig. Det mytiske landskab bag forværelset har trukket sig tilbage, der er ingen surrealistiske åbninger, hun kan lade sig flyde ind i.

Hun lytter. Stilheden breder sig. Trænger sig på, ind i hende, en overjordisk stilhed. Fraværet af lyd. Hun lukker øjnene igen og lader sig opsluge af den andægtige stilhed, som har taget bolig i hende. Ønsker ikke andet eller mere af livet end at ligge her under den varme dyne. Hun lytter mere intenst. Opfatter så efterhånden svage, dumpe lyde udefra, som gennem et tykt uldent filter. Skraldebilens dæmpede brummen i det fjerne, naboens bil i tomgang, latter og en lys stemme. Genkendelige og dog fremmedartede på en særegen, ulden måde, som om luften er tyk og træg. Og så, en skraben, rytmisk og fast.

Så ved hun det pludselig og åbner øjnene. Rækker en hånd bagud mod gardinet og løfter det lidt til side, og så ser hun det. På væggen. Mørkesorte klatter danser på væggen, hvirvler rundt og smilet breder sig i hendes ansigt. Det er morgen. En smuk mørk, hvid morgen.