Hun svæver igennem landskabet. Mørket omringer hende, imens hun følger deres kald. Fra dybet af søen stemmernes hvisken siger hendes navn. Så svagt og roligt, det kun lige er til at fornemme. Længsel. Hun må derhen. Hen til dem. Træerne omkring hende ligner alle hinanden. Søen. Den kommer for øjnene af hende. Endelig. I søen hun må komme. Give efter for kaldet. Blive et med vandet.
Fantasien forsvinder. Da sidder hun ved en endestation, som ikke er hendes mål. Bussen er stoppet og hun er tilbage til virkeligheden. Aldrig nåede hun at hoppe i søen. Deres kald kan hun stadig høre i det fjerne. Hun kigger forvildet rundt. Hvor er hun? Det er 20 minutter siden, hun skulle være stået af. Fuck det. Skolen kan være ligegyldig. Alt, hvad hun vil, er at synke ned i søen. Forsvinde hen til dem. Kaldet bliver mindre tydeligt. Nu mister hun muligheden for at lade dybet indtage hende. Hun mister muligheden for at blive fri.
Nede i bogen på hendes skød har hun tegnet noget. Landskabet, der fylder hendes sind, lavet med kuglepennen. Hvornår er det sket? Det husker hun ikke. Shock! Bussen tænder og tilbage mod skolen, vejen går. Tårerne glider ned af kinderne. Ned i bogen dråberne falder. Tilbage mod søen hendes tanker vender. Tilbage mod hendes udgang fra virkeligheden. Deres kald kommer langsomt tilbage. Træerne, tågen og frem kommer søen. Hun ser det i sit indre alt imens, hendes ydre er blindt. Hvisken bliver højere og højere. Stemmerne kan hun aldrig genkende. Hun må bare hen til dem. De er hendes befrielsen fra det helvede, hun oplever. Tæt på søen hendes ansigt kommer. Spejlbilledet er ikke til at genkende. Omkring hendes spejlbillede er hun omringet af skikkelser. Alle med et smil på deres læber. Tættere og tættere på søen hun skubber sig selv. Da hendes næsetip er ved at røre, bliver det hele afbrudt. En stemme, hun kender, er lige ved siden af hende i bussen. Hun kigger op og der står han. Hun rynker på næsen. Hvorfor skulle han lige ødelægge det. Hun var jo så tæt på. De står sammen af bussen og går hen mod skolen. Alt imens det eneste hun ønsker, er at blive optaget af søens mørke og give efter for stemmerne kald.