Det var en stille morgen, selv katten havde ikke modtaget ham klagende ved madskålen som den plejede og da han åbnede hoveddøren for at hente avisen, rørte der sig ikke en vind. Skønt det var sommer og der var nok blade at ruske i, sad hvert blad på deres kviste lige så stille som små bange mus. Avisen, der var fugtig af morgegryets væde, knitrede end ikke da han vendte siderne.
Man skulle tro at så meget stilhed ville være godt for sjælen, men for Jan fik det tankerne til at kværne rundt i hovedet. Han kunne ikke engang koncentrere sig om overskrifterne i avisen og lagde den fra sig med et suk. Den sorte kaffe smagte afskyeligt og brødet virkede for tørt.
Henne på køkkenbænken lå hans mappe, færdigpakket som den plejede. Den lille dråbe af normalitet trøstede ham lidt. Det villle ikke blive en god dag for det var ikke meningen. Hans kone havde taget børnene med over til svigerforældrene i Jylland og efterladt ham billøs. Eller slet og ret, efterladt ham, den mær.
Hun havde foræret ham en paraply inden hun rejste og han havde modtaget den med et måbende udtryk i ansigtet. "Nu skal du jo til at være et naturbarn" havde hun sagt og hendes grønne øjne var blevet smalle da hun så på ham.
Nu var tiden inde, han kunne ikke udsætte det mere. Med besvær rejste han sig op og fik fat i mappen i den anden ende af køkkenet. Med tunge skridt gik han ud i entreen og inden hans forsvandt ud af hoveddøren, greb han paraplyen.
Fliserne, der var gravet op, lå i bunker langs siden af hækken og haven var våd efter natten regn, så hans fødder sank dybt ned i mudderet da han gik. Det var tungt af gå og hans åndedrag lød hvæsende. Endelig kom han ud på fortovet kiggede målrettet efter stoppestedet. Han havde fem minutter til at nå derhen. Det begyndte at smerte i lårmusklerne og hjertet hamrede i brystet på ham. Han satte farten op.
Pludselig brød helvede løs. Vinden for lige imod ham uden varsel og regnen piskede ham i ansigtet så det gjorde ondt. "Naturbarn" råbte han "Jeg skal give hende naturbarn". Hans buttede ansigt var blever rødt af anstrengelse og da bussen overhalede ham brast hans hjerte og han sank sammen.