Det var tidlig morgen, da han stod op. Morgenens grumset vejr med mørke skyer og tåge bragte ham lidt dårligt humør. Nå ja, tænkte han, dagen skulle nok blive god af lige vel. Parcelhuset han boede i var lidt faldefærdigt, men det havde sin charme. Han spiste hurtigt sin morgenmad og skyndte sig mod bussen, som han var forsinket til som sædvanligt. I rask tempo gik han, da tordenen begyndte at buldre frem. For dælen da.. Så kom skybruddet og våd blev han. Derfor satte han i rask løb for at nå i læ. Han nåede ikke langt, før han vred om. Lige så lang som han var, falde han. Han blev vækket af et værre forstyr. I hans slørrede syn var der en flok mennesker omkring ham. En dynkende hovedpine tog hans opmærksomhed. En ung dame snakkede til ham, men han havde svært ved at høre hende over sin tinnitus. Langsomt tog han sin hånd op mod sit hoved, lige der hvor det gjorde ondt. Han kunne mærke noget vådt. På sin hånd kunne han se, at det var blod. Puha, det kunne han slet ikke døje. Han kiggede forvirret på den unge dame. Bag hende var en ung herre med sin mobil mod øret. Mon han var ved at ringe til en ambulance? Nej, det kunne ikke ske, han havde slet ikke tid til at dette. Forvildet rejste han sig, imens folket prøvede at få ham til ro. Nej, nej. Han kunne ikke komme for sent. Så ville de tage dem fra ham. Hans børn. De ventede på ham ved stationen. Han var allerede under opsyn af kommunen, der mente, han muligvis var uegnet til sine kære børn. Det var han ikke! Bare fordi han havde haft en svær tid med depression og alkohol, så betød det ikke, han ikke kunne være den far, de havde brug for. Det var hans tid til at vise sit værd. Det skulle i hvert fald ikke blive ødelagt nu. Hektisk kom han ind i bussen. Der gik dog ikke længe, før hans øjne faldt i. Han nåede aldrig til stationen. Dog ved hans børn ved deres fars gravsten, han gjorde alt, hvad han kunne.