Jeg fryser. Føler mig svag. Klamrer mig fast. Håbet svinder. Jeg kan ikke mere. Må give op.
Solens stråler kryber om bag en sky. Mørket ligger sig over skoven. Alt er tyst. Kun en fugl svæver gennem luften og rusker blidt i de nedfaldne blade. Jeg gyser. Jeg ønsker ikke at ende som dem.
Med ét giver jeg slip. Egentlig havde jeg forventet en smerte så dyb og stor, at jeg ikke ville kunne rumme den. Men det gjorde ikke ondt. Det føltes faktisk dejligt, befriende. Jeg føler mig frisk, skønt min krop er gammel og svagelig. Jeg er helt krøllet sammen, kan knække når som helst. Et hjerteslag kan knuse mig. Jeg ånder lettet op. Jeg har ikke et hjerte.
Vinden løfter mig fra jorden. Jeg danser på den, griner lydløst. Hvis jeg lod latteren slippe ud, ville hele skoven skælve. Træerne ville vende deres blikke mod mig. Blikke fulde af undren og forvirring.
Er det dejligt at give slip? Er det dejligt at forlade sit hjem? Dejligt at fare vild, og ikke vide, hvem man er? Dejligt ikke at høre til nogen steder? Dejligt at være alene og forladt?
Sådan ville træerne sige. Men jeg ved bedre. Jeg kan nærmest dufte friheden. Hvordan den svæver omkring mig. Den har hele tiden været i luften, men først nu kan jeg se den. Først nu kan jeg smage dens sødme.
Jeg svæver forbi en lille bæk, der muntert pludrer. Jeg har aldrig set bækken før. Jeg har aldrig hørt dens muntre melodi. Aldrig lyttet til dens fortælling. Jeg ville ønske, at jeg kunne græde. Græde af sorg eller måske af glæde. Jeg ærgrer mig inderligt. Hvorfor gav jeg ikke slip noget før?
Der er så meget, jeg er gået glip af. Så mange smukke ting, jeg aldrig har set før. Jeg føler mig født på ny. Udsprungen for første gang.
Jeg bestemmer ikke selv, hvor jeg flyver hen. Det må skæbnen om. Den løfter mig, taber mig, snurrer mig rundt. Den puster liv i skovbundens bregner, fingerer blidt ved trætoppenes fingerspidser. Det er skæbnen, der suser for mine ører.
Den giver slip. Lader mig falde. Jeg lander på en sø og flyder ligeså stille på overfladen. Jeg danner krusninger, laver små skvulp. Her er skønt, tænker jeg.
Jeg ligger fredsommeligt på overfladen, mens skæbnen danser videre i piletræernes grene.
Her vil jeg ligge for evigt, tænker jeg. Her, hvor træernes blikke ikke kan nå mig. Her, hvor verden ånder fred.
Man behøver eje ikke et hjerte, for at være lykkelig. Jeg er nemlig det lykkeliste væsen i skoven. Og jeg er kun et blad.