Han forlod parcelhuset klokken halv otte.

Det tog nøjagtig ti minutter at gå ned af Jasmingade, dreje til venstre efter bageren, og gå de sidste hundrede meter til stoppestedet. Det var en dejlig sensommermorgen, en af dem som fik ham til at fortryde, at han havde brugt så meget tid foran computerskærmen i weekenden. Han var begyndt at købe og sælge værdipapirer, hvilket hurtigt var blevet hans store interesse.

Alting denne morgen var som det plejede at være, borset fra at en fjern slægtning nu var død.
Han stillede sig og ventede på bussen.
Da han havde ventet forgæves i fem minutter forstod han, at der var kommet en ny køreplan. Bussen kom først om en halv time. Vejret var så skønt, så han besluttede at sidde og vente på bussen. Han tog telefonen frem og begyndte at tjekke emails. Han hørte langsomme skridt komme nærmere, og mærkede at en person satte sig på bænken ved siden af.
Han var blevet helt ligeglad med andre mennesker, efter at Mette havde forladt ham, og slap ikke blikket fra mobilskærmen. Om muligt ville han undgå, at skulle hilse på nogen for ham intetsigende person, som desuden lød til at være et ældre menneske.

Kun da hunden bag hækken på modsatte fortorv pludselig gøede kraftigt efter en cyklist, kikkede han op.

Der sad ikke nogen ved siden af ham som han havde troet. Han blev først forvirret, og i næste øjeblik en smule utryg. Hørte han ikke netop nogen sætte sig på bænken ved siden af?

Det undelige var, at han stadig følte at nogen sad på bænken, selvom bænken var tom. Han kikkede på klokken. 20 minutter til bussen kom.

Han fortsatte med at kikke i mobilen, som nu pludselig løb tør for strøm. Det undrede ham, for telefonen havde været fuldt opladet da han gik hjemmefra. Nu hvor skærmen var sort, benyttede han lejligheden til hurtigt at spejle sig i den, og rette på sit hår. I et kort sekund så kan pludselig et kranie, og derefter igen sit eget ansigt. Det gøs ham langt ned ad ryggen, og hans første tanke var, at han var ved at blive tosset.

Han havde stadig en følelse af at nogen sad på bænken ved siden af, og følte nu også at nogen betragtede ham.

Sveden begyndte at dryppe ned fra panden. Nu kun ti minutter til at bussen ville komme ...