Plastikcigaretten sad skævt i min mund. Den smagte ad helvedes til. Slet ikke som en rigtig, god, gammeldags smøg. Desuden føltes den forkert i munden. Jeg følte at jeg inhalerede indholdet af en kuglepen. Men jeg havde lovet Dan at stoppe – han synes det var klamt. Det var mangel på klasse. Desuden tolererede han ikke at jeg røg i hans edder-dyre, splinternye lejlighed. Ikke engang ude på altanen.

Hysteriske møgunge. Nogle gange var Dan som et lille, forkælet barn, blot på en direktørpost og i en lejlighed til flere millioner.

Jeg var dog tilfreds, og vidste godt, da jeg begyndte at se ham, at jeg måtte indgå nogle kompromisser. Det var sådan, forhold var. Der var jo en grund til at jeg havde forladt Torben. I hans verden eksisterede sådanne kompromisser slet ikke. Intet andet end hans rådne musik eksisterede i Torbens verden.

Jeg trykkede på stop-knappen med min pegefinger, og rejste mig for at stige af bussen. Kunne mærke folk stirre på den forbaskede dims jeg havde i kæften. Jeg lignede en idiot.

Bussen stoppede, jeg trådte ud. Svang tasken over skulderen, og tog et skridt fremad, men mødte modstand, og faldt tilbage. Sekundet før ordet undskyld fløj ud af min mund, fik jeg øjenkontakt med manden jeg havde stødt ind i. Det gav et sæt i mig. Jeg skulle ikke bruge mere end få brøkdele af et sekund på at genkende ham.

”Torben?” Spurgte jeg overrasket, med en stiv grimasse. Han åbnede munden, bar et fåret udtryk.

”Det er godt nok en lille verden vi lever i,” konkluderede han, og trak på skuldrene. Akavet tavshed. Hvad skulle jeg sige? Godt at se dig igen? Næppe.

”Ja, det er det så sandelig,” svarede jeg nikkende. ”Øh… men hvordan går det?”

Det gik selvfølgelig strålende. Spillede stadig med fyrene – bandet. Boede stadig i en billig toværelses. Jeg fortalte ham glædeligt om mit søde liv i den store lejlighed på Østerbro, sammen med min dejlige, nye kæreste. Jeg havde pakket mentolcigaretten væk.

”Det er alt for lang tid siden, Janne.”

Hvorfor kaldte han mig ved mit kælenavn? Vi var ekskærester. Nu var jeg Marianne, tak.

Jeg nikkede langsomt.

”Jeg tænkte på om jeg går helt galt i byen, hvis jeg spørger, om jeg må invitere dig ud på en helt uskyldig kop kaffe?”

Jeg fnøs let.

”Torben, sådan noget som en uskyldig kop kaffe findes ikke,” påpegede jeg, og kiggede op på ham. Det prøvende smil, han sendte mig, mindede mig om vores første tid sammen. Jeg fik helt deja-vu. Han rørte min arm, og smilte.

”Bare tænk over det, vil du ikke nok?” Han vendte sig om og gik. Råbte "Vi ses". Det gør vi nok også.