Den lille svømmede tæt ved sin moders krop. Den kunne mærke at noget var anderledes. Ikke legende, afslappet som det plejede at være. Der lå en sitrende forventning i luften og hvalerne samledes. Der var så mange lyde under vandet, som hun aldrig havde hørt før. I flere dage havde snakken taget til og nu satte den store flok sig i bevægelse.

Hun fulgtes ad med sin mor, sammen dukkede de op for at trække vejret for så at dykke ned igen i én stor samlet bevægelse.

Pludselig kunne hun igen høre lydene fra de andre hvaler. Når de dukkede op af vandet var der ikke blot måger og delfiner. Sære ting flød oven på vandet. Hun mærkede flokkens tøven, snakken tog til, blev nu til en høj fløjten. Advarsel.

Vandet var gulligt her, sorte plamager svømmede rundt i det og det føltes klistret på huden. Den lille udstødte et hvin. Moderen satte farten endnu mere ned, langsom steg de op til overfladen for at trække vejret. Hvad var det her for noget? Jo længere de kom op til overfladen jo mere uigennemsigtig blev vandet til det til sidst blot var en sort masse.

Den lille var skræmt, det føltes ikke godt. Da hun endelig dukkede op kunne hun næsten ikke trække vejret, det var som om noget stoppede hendes lufthul. Moderen dykkede hurtigt ned igen, langt ind under overfladen, førte hende væk fra det sorte, væk fra kysten og langt væk, til vandet blev klarere igen.

Endeligt dukkede de op til overfladen igen, her var vandet var rent. Den lille var udmattet, næsten druknet, med sine sidste kræfter pustede hun luften ud. Moderen gned sig op ad hendes hud, strøg hen over lufthullet med lufferne. Endelig, endelig kunne hun trække vejret igen – helt igennem.