Der var kommet ny præst i kirken. Gamle nissefar kaldte ham for en sort præst.
"Hvad skal en sort præst, når det snart er hvid jul," gryntede han.
Det var nu ikke det værste, syntes Lystig nissedreng. Det værste var, at der ikke længere var risengrød i klokketårnet.
Det var gået helt galt dengang organisten, som sædvanlig, havde taget den unge kirkesanger med op på loftet til noget nissefar kaldte utugt.
Præsten var blevet så gal, at han smed begge to ud af kirken. Siden var der ikke mere dejlig hvid risengrød. Gamle nissefar virkede ligeglad. De kunne jo bare flytte til en anden kirke.
"Anden kirke. Jeg er vokset op her med kirken i 650 år," var den spontane reaktion, som Lystig ikke kunne holde tilbage.
Gamle nissefar, ja han grinede selvfølgelig bare.
"Vent til du hører præsten på søndag og ser, hvad han hænger op ude på tårnet."
Lystig protesterede.
"Man hænger da ikke risengrød op ude på tårnet. Hvor dum kan man være,nissefar?"
Lystig kravlede op i klokketårnet for at tale med Andegås, eller hvad han nu hed.

Pastor From indledte gudstjenesten med at redegøre for julen og dens traditioner. Noget skulle laves om.
"Julen er alene forbeholdt Kristus og Herren. Ikke Satans værk i form af nisser og deres hvide jul. Giv Satan hvad Satans er og Gud hvad Guds er. Menighedsrådet har derfor henrettet en nisse i det hellige kors ude på tårnet. Gud bevare vor menighed. Amen."
Præsten stod længe på talerstolen og betragtede de tolv tilhørere i kirken. Et smil tonede frem på hans mund. Sidst var der kun seks.

Lystig mærkede raseriet som en hvid snestorm, da han hørte præstens tale. Andegås havde ret. Eller Gåseand. Det var først i det nye år han hed Andegås. På den måde kunne han styre menneskenes julemiddag, så den skiftede mellem and og gås og derved sikrede bestanden af disse prægtige fugle. Faktisk var Gåseand en falden engel, der var låst fast i klokketårnet. Den sorte præst havde sat en ekstra larmende klokke op i tårnet, da han hørte rygterne om den faldne engel. Så nu var Gåseand blevet sur.

Da kirken var tom, kravlede Lystig op til Gåseand, som så meget parat ud. Som falden engel havde han bevaret nogle magiske evner. Han havde kontaktet vejrguden og fortalt, at den sorte præst ville forbyde den hvide jul.
"Intet problen," havde vejrguden sagt," jeg arrangerer hvid jul omkring kirken."

Juleaften begyndte sneen at falde i enorme mængder, primært omkring kirken og præstegården. Alle blev lukket inde. Julegudstjenesten blev aflyst. En del af sneen faldt som hvid risengrød i klokketårnet. Nu ville Gamle nissefar pludselig ikke flytte.